James Woods i voldsom ulykke: – Jeg er heldig at være i live

onsdag d. 16. december 2015 kl: 13. 00 Af: Ritzau Fokus
 
James Woods var heldig at slippe fra det voldsomme bilsammenstød med livet i behold.

James Woods var heldig at slippe fra det voldsomme bilsammenstød med livet i behold. Foto: DAMIAN DOVARGANES/AP

Skuespilleren James Woods var tæt på at blive kastet udover en klippeskrænt, men han blev reddet af autoværnet.

“Any Given Sunday”-stjernen James Woods snød døden, da en massiv bilulykke var ved at sende hans Jeep udover en klippekant. Skuespilleren kørte i en snestorm, da han pludselig måtte dreje skarpt for at undgå et harmonikasammenstød.

Ifølge Woods havde en billist mistet kontrollen på de isglatte veje i den amerikanske stat Colorado, hvilket førte til sammenstødet, som Woods efterfølgende beskrev i en række tweets.

– Dybt fald på 30 meter, men autoværnet holdt. Jeg var i stand til at komme ud og at glide igennem den modkørende trafik, skrev den 68-årige skuespiller ifølge Daily News.

Kør sikkert

Woods, der er kendt for at spille skurkeroller i film som “Casino” og “Ghosts of Mississippi”, skrev efterfølgende, at hans airbag ikke var blevet udløst på hans nu totalskadede bil, og at han var heldig at være i live.

– Gud smilte til mig i dag. Jeg er så lykkelig over at være i live, skrev han på Twitter.

Skuespillerens tweets fik flere fans til tasterne for at vise deres støtte til den tredobbelte Emmy-vinder, der efterfølgende takkede for tankerne.

– Undskyld, jeg vrøvler. En lille hjernerystelse. Tak for alle de smukke støtteord, alle sammen. Vær søde at køre sikkert i feriedagene, afsluttede Woods.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu