Joan i sorg: -Jeg har mistet min lille kylling
Sexolog Joan Ørting er ked af det. Tirsdag morgen mistede hun sin sidste lille kylling på gården ved Tranekær på Langeland.
Hønen havde fået to kyllinger. Den ene var væk efter 10 dage:
– Den anden blev en måned gammel. I går morges opdagede jeg, at kyllingen var blevet spist, da jeg var ude for at lukke hønsene ud, fortæller Joan Ørting til kendte.dk.
Har et blødt hjerte for dyr
Det har gjort Joan Ørting ked af det:
– Jeg har et blødt hjerte for dyr. I går græd jeg. Nu er der slet ikke de der pip pip fra kyllingen mere. Og hønemor går rundt og leder efter kyllingen. Det kan jeg slet ikke klare, forklarer Joan Ørting.
Det er uvist, hvem der har spist kyllingen:
– Jeg tror det er en mår, men det kan også være en rotte. Hold op, det er bare pisse sørgeligt, lyder det fra sexologen.
Nu er Joan Ørting gået i gang med at lappe huller i gulvet i stalden. Og så håber hun på, at hønemor får produceret nogle nye kyllinger i løbet af sommeren.