DR-koryfæ har 55-års jubilæum: Sådan begyndte karrieren

fredag d. 26. januar 2018 kl: 19. 45 Af: Ritzau Fokus

Jørgen de Mylius kan fejre 55-års jubilæum hos DR. Hans karriere begyndte faktisk med et surt brev.

Uanset om man kender ham fra “Eldorado”, “De ringer, vi spiller” eller som Grand Prix-kommentator, så har Jørgen de Mylius mejslet sig ind i de fleste danskeres bevidsthed.

Og det er ikke så underligt, for den 71-årige DR-vært kan fejre noget så sjældent som 55-års jubilæum hos Danmarks Radio mandag den 29. januar.

Til marts runder han 72 år, men det forhindrer ikke Jørgen de Mylius i fortsat at sende otte timers radio om ugen.

Danmarks fem dårligste sange ved Eurovision

Sidste år blev det til mere end 400 timer bag mikrofonen for den erfarne radiovært. Det skriver DR på sin hjemmeside.

Utraditionel start

Karrieren begyndte ret utraditionelt med et vredt brev, som Jørgen de Mylius forfattede på drengeværelset i 1963.

Brevet var stilet til DR og P3, og her lagde den dengang 16-årige Jørgen de Mylius ikke fingre imellem i sin opremsning af, hvad der var galt med DR’s nye station, som var gået i luften få uger tidligere.

Der var for mange fejl, navnene blev udtalt forkert, og så var der slet ikke styr på, hvad der var pladernes A- og B-sider, skrev en rasende og skuffet Jørgen de Mylius.

Brev fik konsekvens

Brevet fik en konsekvens, som 16-årige Jørgen de Mylius ikke havde forudset.

Han blev inviteret ind i Radiohuset på Frederiksberg for at uddybe sine pointer.

Han fik lov til at komme af med sin galde i et radioprogram på kanalen, og med sig havde han også nogle konstruktive forslag til forbedringer – Jørgen de Mylius syntes for eksempel, at DR skulle lave en top 20-liste.

Det var en idé der vandt genklang hos P3’s daglige leder Kaj Bruun, som kom ind midt under udsendelsen og spurgte den 16-årige dreng, om han kunne lave det til ugen efter.

Musikkonsulent

Jørgen de Mylius takkede ja og fik sin første arbejdsopgave på DR og titlen “musikkonsulent”.

I dag er han den eneste tilbage på DR, fra dengang P3 gik i luften, fortæller han.

– De første år blev jeg hyret for kort tid ad gangen, og flere af P3’s chefer havde svært ved at kapere den unge musik, jeg spillede. Musikchefen mente endda, at rockmusikken var værre end porno, og han håbede, det var en dille som hønseringe eller yoyoer. Det var det jo så ikke, fortæller Jørgen de Mylius til DR.

Lytter til stort set al musik

Og selv om han efter eget udsagn ikke er så meget til “snakkende rapmusik”, så lytter han stadig til stort set alt og spiller også nyudgivelser i sine udsendelser.

Måske har hans evne til at holde sig ajour været afgørende for, at han aldrig har overvejet at stoppe sit arbejde på DR, fortæller han.

– Det har aldrig strejfet mig. Jeg har energien og lysten til at fortsætte, og jeg er glad for, at DR er en liberal arbejdsplads, hvor man ikke bare automatisk bliver losset ud, fordi man er fyldt 67 eller 70. Det er stadig sjovt at lave radio, og jeg er langt fra den ældste i branchen, siger Jørgen de Mylius.

Jubilæum

Faktisk kan Jørgen de Mylius også markere et andet jubilæum, når Dansk Melodi Grand Prix 2018 løber af stablen til februar.

Den danske vinder-sang er et modigt valg

Det er nemlig 40 år siden, at Jørgen de Mylius stod på scenen som vært ved Dansk Melodi Grand Prix, da det vendte tilbage på skærmen efter 11 års fravær.

Jørgen de Mylius er fortsat vært på radioprogrammerne “Hithouse” og “Eldorado”, som begge sendes på P5.

Del din kommentar

Forsiden lige nu