Jørgen “Gamle” Hansen efterlader sig en stor boksearv

fredag d. 16. marts 2018 kl: 15. 00 Af: Ritzau Fokus

Jørgen "Gamle" Hansens er en hjørnesten i dansk boksehistorie, mener to fremtrædende bokseskikkelser.

En af de helt store i dansk boksehistorie er død.

Promotor Mogens Palle og tidligere bokser Hans Henrik Palm tøver ikke med at kalde Jørgen “Gamle” Hansens betydning for enorm.

– Han har haft en ufattelig stor betydning for dansk boksning, og han er jo den danske bokser, der har bokset flest professionelle kampe.

Dronning Elizabeth har mistet sin bedste ven

– Han havde en af de flotteste karrierer, man kan have, og boksede 12 gange om europamesterskabet, siger Mogens Palle.

Han var “Gamle” Hansens arbejdsgiver gennem hele karrieren.

Han havde plads i manges hukommelse

Jørgen Hansens liv er beskrevet både i bogform og på film, og hans tydelige plads i mange folks hukommelse i en ellers flygtig tid siger meget.

– Når en sportsmand i dag er færdig, så er der slukket. Enten er du på, eller også er du ude. Dengang kunne man fylde hallerne, og alle fulgte med. Det kan jeg stadig mærke, når jeg kommer rundt, siger Hans Henrik Palm.

Han mødte selv Jørgen “Gamle” Hansen i to legendariske danskeropgør om EM-titlen. Begge vandt Hansen.

– De kampe betød meget for os begge og for dansk boksehistorie. De har hængt ved. Og hans kamp mod Dave “Boy” Green husker alle, og det var vel den, som endegyldigt gjorde ham ekstremt populær, siger Palm.

Højdepunktet var mod englænder

Det mener også Mogens Palle om opgøret mod englænderen i Randers i 1979.

– Højdepunktet var nok sejren over Dave “Boy” Green, hvor de danske journalister ellers havde skrevet, at kampen ville blive Jørgens død.

– Greens promoter på det tidspunkt, Mickey Duff, var også højrøvet og sagde, at Jørgen ville nok holde en seks-syv omgange, men der gjorde han alles ord til skamme, siger Mogens Palle.

– Men der er så mange højdepunkter i hans karriere. Han var en person, der kunne skabe dramatik omkring sin person og sin boksning. Han var underholdende og hårdtslående, siger den garvede boksearrangør.

Han udviklede et venskab med sin bokser, og det venskab var deres koner en del af.

Jørgen blev dement

Jørgen Hansen udviklede senere i sit liv demens, men ifølge BT flyttede han først på plejehjem inden for den seneste måned.

Også Hans Henrik Palm blev god ven med sin tidligere modstander og så ham senest for et par måneder siden.

– Jeg er glad for, at jeg så ham, selv om han var meget svækket.

– Da han boede i København, var vi meget sammen. Vi spillede fodbold sammen en gang om ugen og havde mange fælles venner.

Sportslegende død: Har været indlagt to måneder

– Han var altid en velkommen og populær gæst, uanset hvor vi var henne, og jeg holdt hans 60-års fødselsdag på en restaurant, jeg havde dengang. Vi havde mange fine stunder sammen, siger Hans Henrik Palm.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu