John Dillermand hædret
Der var hæder til DR for nyskabelse og satire ved uddelingen af Tvprisen 2022. Også TV2 hjemtog statuetter
John Dillermand og hans flere meter lange penis er blevet hædret.
Det blev han - og mange andre - ved prisfest lørdag.
Der var hæder til DR for nyskabelse og satire ved uddelingen af Tvprisen 2022.
Også TV2 hjemtog statuetter.
Den danske tv-branche var lørdag aften samlet til uddelingen af Danmarks eneste tv-fagpris, Tvprisen, som blev uddelt i Tivoli Hotel & Congress Center i København.
Her var der hæder til den opsigtsvækkende figur John Dillermand, som entrerede DR's børnekanal Ramasjang sidste år, for at levere Årets Nyskabelse.
Fiskestang og hundesnor
Programmerne handler om John Dillermand, der har en mange meter lang penis, som han blandt andet bruger som fiskestang og hundesnor.
Det skabte efterfølgende røre og debat og overskrifter i flere internationale medier.
Overskrifter herhjemme har Jonatan Spang også skabt.
Flere statuetter til Spang
Ifølge juryen, som finder de nominerede og udvælger vinderen, er han Årets Vært i underholdningskategorien for sit selvbetitlede satireshow "Tæt på sandheden med Jonatan Spang" på DR2.
Selve programmet kunne også hive en statuette hjem i kategorien Bedste Satire/Comedy.
DR tog i det hele taget turen til podiet flere i løbet af aftenen.
Indslaget "Med Taliban på pigeskole" blev kåret som Bedste Nyhedshistorie, "Den store juniorbagedyst" løb med titlen og trofæet som det Bedste Livsstilsprogram, mens "Muldvarpen - Undercover i Nordkorea" blev hyldet som Bedste Dokumentar.
Elgård Årets vært
Også TV 2 fik et stort antal statuetter med hjem.
Puk Elgård blev Årets Vært inden for faktaformidling for "Go' Morgen Danmark" og modtog prisen til stående ovationer fra salen.
Årets Bedste Aktualitetsprogram er "Operation X", "Stormester" snuppede statuetten for Bedste Gameshow, og så løb "Kærlighed hvor kragerne vender" med prisen som Bedste Reality.
Badehotellet
Mens en fagjury har valgt vinderne i stort set samtlige kategorier, er det dog suverænt seerne, som har hædret "Badehotellet" med Seerprisen - tilmed for fjerde år i træk.
Seerprisen blev afgjort via en seerafstemning, mens shortlistingen er foretaget af Tvprisens executive udvalg.
Der blev uddelt 25 priser i alt til Tvprisen.
Timevis af tv
Uddelingen arrangeres af Producentforeningen, der er en branche- og arbejdsgiverorganisation for danske indholdsproducenter - det vil sige producenter af film, tv, og spil.
Både de nominerede og vinderne af Tvprisen bliver fundet af fagjuryer, som består af erfarne tv-folk og andre eksperter på området, lyder det.
De har set timevis af programmer igennem og har lagt vægt på blandt andet idérigdom, eksekvering, dramaturgi og underholdningsværdi.