Popstars-Jon taler ud: -Derfor vender jeg tilbage til scenen
Når Jon Nørgaard igen træder op på scenen og skaber en tidslomme til 2002, gør han det kun af lyst.
For et par måneder siden fik Popstars-Jon, Jon Nørgaard, et fotoalbum af sin mor. Det var spækket med billeder fra barndom, ungdom og de første år af voksenlivet.
Det fik den 31-årige mand til at drømme sig tilbage til en tid, der engang var.
Vender tilbage til scenen
Det er en af grundene til, at teenageidolet Jon Nørgaard onsdag kunne offentliggøre, at han i 2017 vender tilbage til scenen. Et sted, han stod solidt placeret, da han som blot 17-årig vandt talentshowet Popstars.
For hovedpersonen selv er det dog vigtigt at slå fast, at koncerterne er ikke et forsøg på at “komme tilbage” og skabe sig en karriere som sanger igen.
Det er en invitation til fest.
– Jeg kunne næsten lige så godt have inviteret alle folk til fødselsdag, siger den 31-årige jyde.
– Jeg har lyst til at fejre en enorm sjov tid og til at fejre de 15 år, jeg har været i branchen. Det er jo næsten halvdelen af mit liv, jeg har lavet det her, så det skal altså fejres ordentligt, siger Jon Nørgaard og griner.
Ingen udsigt til nyt musik fra Popstars-Jon
De to koncerter kommer til at foregå i Aarhus og i København til november næste år.
Men som det ser ud nu, så skal fans af den mørkhårede herre fra Grenaa ikke forvente flere koncerter tilføjet til listen eller ny musik fra hans side af.
– Jeg har et fantastisk godt job, så jeg er ligeglad med at skulle skabe mig en karriere som sanger igen. Jeg har ikke noget behov for det, fortæller han ærligt.
Teenager igen
Til gengæld har Jon Nørgaard opdaget, at den musik, han lavede som ung, har dannet soundtrack til en hel generations ungdom.
Og det er den generation, han gerne vil have med til koncerterne.
– Det bliver to aftener, hvor vi alle får lov til at komme ud, fyre den af og være teenagere igen, lyder det fra Popstars-vinderen.
For teenager er Jon Nørgaard ikke længere. Han er fyldt 31 år og er far til en søn på knap et år.
Selv om nogle ting de samme, som dengang han toppede hitlisterne som Popstars-Jon, er der også nogle ting, der ikke kommer til at være som de gamle dage, når han træder på scenen til november.
– Jeg kommer helt sikkert ikke til at have samme tøj på som dengang. Det er helt sikkert! Det kan til gengæld godt ske, at jeg har samme frisure, siger teenageidolet.
Billetterne til de to koncerter blev sat til salg fredag.
/ritzau/FOKUS