DR-succes skifter kanal
De kommende uger sætter DR fokus på valget, og visionen er "at holde danskerne i hånden og politikerne i ørerne". Det gælder også "Tæt på sandheden"
Skal du fremover se "Tæt på sandheden", skal du tænde for DR1.
Det politiske satireprogram med Jonatan Spang flytter nemlig fra DR2 og over på hovedkanalen under den igangværende valgkamp.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
I de kommende uger fokuserer "Tæt på Sandheden" udelukkende på dansk politik.
Jonatan Spang dissekerer tsunamien af politiske overskrifter, så danskerne ikke selv behøver at få beskidte fingre, som han siger det i pressemeddelelsen.
Kan udstille hykleri
- Politisk satire kan, når det er bedst, udstille et hykleri ved hjælp af humor, som den klassiske nyhedsjournalistik af gode grunde ikke kan. Vi kan tillade os noget andet - og det gør vi, siger Jonatan Spang i pressemeddelelsen.
Fredag den 7. oktober har "Tæt på Sandheden" premiere på DR1 klokken 21.25.
De kommende uger vil holdet bag også sætte ind med et ekstra onsdagsprogram, som sendes klokken 21.55 på DR1.