Kærlighed ved første hik lanceres som musical

tirsdag d. 24. oktober 2017 kl: 11. 38 Af: Ritzau Fokus
Kærlighed ved første hik musical
Her ses holdet bag filmen "Kærlighed ved første hik" i 1998. Foto: Peter Elmholt /Scanpix (Arkivfoto)

Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen skal igen spille rollerne som Anja og Viktor.

Det er et af dansk films allerstørste ungdomshit, der bliver genoplivet som musical, når Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen til efteråret stiller sig på scenen i rollerne som Anja og Viktor.

Skuespillerinde efter omdans: -Forlod programmet i mine tanker

“Kærlighed ved første hik – The musical” bliver en realitet fra september 2018, og med på rollelisten er en håndfuld af skuespillerne fra 90’er filmen.

Det skriver Live Nation, Langkjær Entertainment og Black Box Theatre Holstebro i en pressemeddelelse.

Robert Hansen spiller Viktor

Rollen som Viktor er Robert Hansens første annoncerede hovedrolle efter lang tids fravær fra scenen.

Den populære skuespiller har været ramt af alvorlig sygdom, og blev i august indlagt med en hjerneblødning.

Tidligere har Robert Hansen været ramt af en blodprop i hjertet.

Ud over de to hovedroller kommer skuespillerne Joachim Knop og Karl Bille, der begge var en del af filmens originale cast, også til at optræde i musicalen.

Historien om den generte og uheldige Viktor, der vinder Anjas kærlighed, blev et stort hit i 1999.

To tidsplaner

Den kommende musicalversion vil udspille sig i to tidsplaner.

Mens historien fra 1999 vil blive genfortalt med to unge skuespillere i rollerne som Anja og Viktor, vil filmens originale hovedrolleindehavere udfolde fortællingen om Anja og Viktor i 2017.

Her har Anja forladt sin mand gennem 20 år, og Viktor er både rundtosset og fortvivlet over, hvad han nu skal stille op.

Musikken til musicalen vil blive leveret live på scenen af bandet Innocent Blood, der også skrev filmens populære soundtrack og hits som “Den første gang” og “I nat står tiden stille”.

Kærlighed ved første hik – The Musical” får premiere 20. september 2018 i Tivolis koncertsal.

Efterfølgende skal stykket på turné til byer som Aalborg, Vejle, Esbjerg, Odense og Holstebro.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu