Kate Winslet står ved Leos side

fredag d. 12. februar 2016 kl: 11. 00 Af: Ritzau Fokus

Flere stjerner boykotter årets Oscar-show, men Kate Winslet vil være der for vennen Leonardo DiCaprio.

Kate Winslet er selv nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle for filmen “Steve Jobs”. Foto: John Salangsang/JOHN SALANGSANG/INVISION/AP

Kate Winslet føler stærkt, at det er Leos år

Det bliver en kæmpe overraskelse, hvis ikke Leonardo DiCaprio endelig kan stille en Oscar-statuette på kaminhylden efter dette års prisuddeling, hvor han er den helt store favorit på grund af sin rolle i “The Revenant”.

Husker du dem alle? 20 ting der fylder 20 i år

Og Kate Winslet, som har spillet over for DiCaprio i “Titanic” og “Revolutionary Road”, vil derfor ikke boykotte prisuddelingen, der ellers har mødt stor kritik, fordi kandidatfeltet udelukkende består af hvide skuespillere.

– For at være ærlig har det været et ekstraordinært år for kvinder, og jeg ville føle, at jeg svigtede min side, hvis ikke jeg tog med. Derudover føler jeg meget stærkt, at det måske er Leo’s år. Han er min tætteste ven i verden, og jeg kunne ikke forestille mig ikke at være der for at støtte ham, fortæller hun til BBC ifølge The Mirror.

Lige ved og næsten

Det har indtil videre været lige ved og næsten for DiCaprio ved Oscar-uddelingerne, men Kate Winslet mener, at vennen og kollegaen har udviklet sig som skuespiller og person i løbet af de seneste år.

– Han er en stærkere skuespiller nu, end han har været før. Jeg synes, at han er flottere end han nogensinde har været. Og for mig føles det som om, at han hviler mere i sig selv lige nu, hvilket er ret underligt i betragtning af, at der sker så meget omkring ham.

Det er nu heller ikke et særligt kontroversielt Oscar-tip af Winslet. Ser man for eksempelvis på spilhjemmesiderne giver det nemlig ikke pengene mange gange igen, hvis man sætter dem på, at dette bliver Leo’s år.

/ritzau/FOKUS

Del din kommentar

Forsiden lige nu