Japans kabinet tillader kejser Akihito at abdicere

fredag d. 19. maj 2017 kl: 7. 39 Af: Ritzau Fokus

En lovændring i Japan betyder, at kejseren kan abdicere. Rygter lyder, at kejser Akihito vil abdicere i 2019.

Kabinettet i Japan har godkendt et lovforslag, der tillader, at kejseren abdicerer.

Forslaget er underskrevet af premierminister Shinzo Abes kabinet, oplyser chefsekretær Yoshihide Suga til journalister.

Loven bliver nu sendt videre til parlamentet til drøftelse og endelig godkendelse.

Planlægger at abdicere

Lovændringen kommer, måneder efter at flere førende medier i Japan i januar skrev, at kejser Akihito planlægger at abdicere i begyndelsen af 2019.

Herefter vil hans søn, kronprins Naruhito, angiveligt overtage tronen.

Det er ikke sket tidligere i de seneste 200 år, at en kejser i Japan er abdiceret.

Guddommelig royal abdicerer: Nu er datoen klar

Svigtende helbred

Den 83-årige kejser Akihito holdt en sjælden tale i august sidste år, hvor han antydede, at han havde et ønske om at abdicere.

Han sagde, at han muligvis ikke ville kunne klare at passe sine pligter på grund af sin høje alder og svigtende helbred.

En række af Japans førende aviser – Yomiuri, Asahi, Mainichi og Nikkei – citerede i begyndelsen af året unavngivne kilder for, at den 56-årige kronprins Naruhito vil efterfølge sin far nytårsdag 2019.

Den nuværende japanske lovgivning indeholder ingen bestemmelse om abdikation, hvorfor et sådant skridt kræver, at politikerne udarbejder en ændring for at gøre det muligt.

Abdikation er ømtålelig emne

En abdikation er ømtålelig på baggrund af Japans nyere historie. Japanernes aggressive angrebskrig i forbindelse med Anden Verdenskrig blev ført i kejser Hirohitos navn.

Hirohito, som var far til Akihito, døde i 1989.

Historikere og politiske iagttagere mener, at der kan blive rippet for meget op i fortiden ved et utraditionelt tronskifte.

Kejserfamilie har siddet på tronen i 2600 år

Den japanske kejserfamilie har siddet på tronen i over 2600 år.

Kejserfamilien har ifølge sin egen officielle tidsregning regeret Japan i næsten 2700 år – lige fra den legendariske kejser Jimmu, der siges at være kommet til magten 660 år før vor tidsregning og nedstamme fra solen.

Kejseren betragtes som guddommelig og er ifølge konstitutionen et statssymbol og forenende for folket, selv om han ingen formel politisk magt har.

/ritzau/AFP

Del din kommentar

Forsiden lige nu