Kendt fodboldkommentator sygemeldt på ubestemt tid

onsdag d. 1. august 2018 kl: 22. 12 Af: Nicklas Skyum Clausen
Peter Schmeichel, Per Friman, Carsten Werge
Werge (midten) er især kendt for sit samarbejde med Per Frimann (th.). (Foto: Scanpix)

Fodboldkommentatoren Carsten Werge har fået betændelse i bugspytkirtlen og er derfor sygemeldt på ubestemt tid

En af dansk fodbolds mest kendte stemmer må holde pause på ubestemt tid.

Fodboldkommentatoren Carsten Werge er nemlig blevet ramt af betændelse i bugspytkirtlen og er derfor sygemeldt på ubestemt tid, skriver hans arbejdsgiver TV3 Sport i en pressemeddelelse.

Werges stemme er kendt af langt de fleste fodboldfans i Danmark, og han har, især sammen med kollegaen Per Frimann, lagt stemme til et utal af Champions League- og Superligakampe.

Forventer han kommer tilbage

Hvor længe seerne må undvære kommentatoren er det for tidligt at spå om. Men Werges chef, sportschef på TV3 Sport, Kim Mikkelsen, forventer at Werge kommer tilbage på jobbet:

– Carsten er indlagt og gennemgår i øjeblikket et behandlingsforløb som gør, at han er sygemeldt på ubestemt tid. Vi forventer at Carsten kommer tilbage i aktion på et tidspunkt, men vi ved også, at det kommer til at tage en rum tid. Her og nu har han og familien brug for tid og ro til at komme igennem forløbet, siger sportschef på TV3 Sport, Kim Mikkelsen i pressemeddelelsen.

Ifølge Sundhed.dk skyldes den smertefulde sygdom ofte alkohol eller galdesten. Faresignalerne er kraftige mavesmerter og pludseligt vægttab.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at hverken Carsten Werge eller hans familie har nogen kommentarer til sygdomsforløbet.

Del din kommentar

Forsiden lige nu