Kendt fodboldlegende død efter hjerteanfald

onsdag d. 4. april 2018 kl: 20. 11 Af: Jørgen Rosengren
ray wilkins
Ray Wilkins (til højre) blev efter fodboldkarrieren træner. Her ses han som assistent for Carlo Ancelotti i Chelsea. Foto: Tony O''brien / Arkiv/Scanpix

Sidste år fik fodboldspilleren en dobbelt bypass.

Den tidligere engelske fodboldstjerne Ray Wilkins er død i en alder af 61 som følge af et hjerteanfald i sidste uge.

Den tidligere stjerne blev indlagt på hospitalet i London i sidste uge efter et hjerteanfald og et fald.

Det skriver det engelske medie Daily Mail.

Herefter blev han lagt i koma – som han aldrig vågnede fra igen.

Wilkins var en fast bestanddel af Englands landshold fra slutningen af 1970’erne og ti år frem. Det blev til 84 landskampe på Englands midtbane – de ti som anfører.

Blev udvist i Mexico

Ray Wilkins deltog ved VM-slutrunderne i 1982 og 1986. Ved VM i Mexico i 1986 blev han udvist, da han i en gruppekamp mod Marokko kastede bolden efter dommeren.

På klubplan repræsenterede “Butch”, som var hans øgenavn, storklubber som Manchester United, Chelsea og AC Milan.

I 1983 vandt han den engelske FA Cup med United, og seks år senere var han med til at sikre Rangers FC det skotske mesterskab.

I 1997 indstillede han den aktive karriere og blev i stedet træner. Sideløbende med trænerjobbet blev han ofte brugt som fodboldkommentator på både britisk tv og radio.

I en udtalelse fra hospitalet står der, at det er med stor sorg, vi må meddele, at Raymond Colin Wilkins døde i morges.

Sidste år fik Ray Wilkins en dobbelt bypass.

Han efterlader sig sin hustru, to børn og seks børnebørn.

Del din kommentar

Forsiden lige nu