Kendt fodboldspiller opdager hjernesvulst midt i graviditet

torsdag d. 8. september 2016 kl: 21. 00 Af: Louise Bennetzen

En kendt fodboldspiller har opdaget en hjernesvulst under sin første graviditet. Hendes mand, NBA-basketballspiller Jrue Holiday, tager nu ubestemt orlov for at passe hende og barnet.

Tidligere amerikanske topfodboldspiller Lauren Holiday er blevet diagnoseret med en hjernesvulst under sin graviditet med sit første barn. Hendes mand, NBA-basketballspilleren for New Orleans Pelicans, Jrue Holiday, tager nu ubestemt orlov for at passe sin kone og kommende barn. Det skriver det engelske medie Daily Mail.

Lauren Holiday har lige fået konstateret en hjernesvulst. Hun er otte måneder gravid, og sat til at føde i midten af oktober. Jrue, hendes mand, siger, at svulsten heldigvis er godartet og kan fjernes med en operation. Den trykker dog på en nerve, der har resulteret i, at Lauren er følelsesløs i den ene side af ansigtet. For at sikre både Laurens og barnets sundhed, bliver hun først opereret seks uger efter fødslen. Det er dog også en mulighed, at hun vil få en provokeret abort før terminen.

Familien kommer først

Jrue har efter nyheden valgt at tage ubestemt orlov fra NBA for at passe sin kone og kommende barn.

– Min familie kommer før basketball, siger Jrue og fortsætter:

– Jeg er meget heldig, at kunne spiller basketball professionelt og være i den situation jeg er, men min kone er det vigtigste. Hun kommer før alt andet.

Klubben står bag Jrue’s valg i at tage orlov, og basketballspilleren, der tjener 11 millioner dollar om året, vil fortsat få løn under sin pause.

– Vi håber allesammen, at fødslen og operationen går godt. Vi opfordrer Jrue til at bruge så meget tid som nødvendigt med sin familie, inden han kommer tilbage, siger Pelicans’ manager Dell Demps.

– Det vigtigste for Jrue lige nu er at være sammen med sin kone og familie. Alle vores trænere og spillere forstår, hvad de gennemgår, og de ved, at vi støtter dem 100 procent, siger Pelicans’ træner Alvin Gentry.

Topspiller

Lauren Holiday var blandt verdens mest anerkendte kvindelige fodboldspillere. Igennem hendes karriere har hun blandt andet spillet til OL sammen med USA’s landshold, hvor de vandt guld i 2008 og 2012. Derudover var hun også med til at vinde FIFA World Cup titlen i 2015. Den 28-årige midtbanespiller spillede 133 kampe for USA’s landshold, hvor hun scorede 24 mål, inden hun gik på pension sidste år.

26-årige Jrue Holiday har spillet for New Orleans de sidste tre sæsoner, men har i perioden brugt det meste af tiden på bænken med skader. Han forventes at komme tilbage denne sæson, helt frisk, og hans klub ser ham som en kernespiller sammen med All-star forward Anthony Davis.

Parret mødtes på UCLA Universitet, hvor Lauren spillede fodbold og Jrue spillede basketball. De blev gift i 2013, og trods Laurens diagnose er parret meget spændte på deres førstefødte.

– Lauren og jeg er stadig meget spændte på fødslen af vores første barn, men vores fokus har skiftet fra dette vindunderlige mirakel til at sikre, at alt kommer til at gå med Lauren og babyen, siger Jrue.

Parret har valgt at beskytte deres privatliv, og Lauren har stadig ikke udtalt sig om hendes tilstand. De har planer om at bo i North Carolina, tæt på Duke Universitet, hvor specialister vil tage sig af Laurens operation. Efter operationen vil Jrue tage sig af sin kone og barn.

– Lauren har sine gode og dårlige dage. Nogle er bedre end andre, siger Jrue og fortsætter:

– Hun er tydeligvis en fighter. Hun er den stærkeste kvinde jeg kender. Det var derfor, jeg giftede mig med hende.

Del din kommentar

Forsiden lige nu