Kendt prismodtager er død

mandag d. 13. august 2018 kl: 8. 31 Af: Jørgen Rosengren

Han blev 85 år gammel.

Forfatter og nobelprisvinder V.S. Naipaul er død. Han blev 85 år gammel. Det oplyser familien ifølge nyhedsbureauet AP.

Han “døde omgivet af de mennesker, han elskede at have i sit liv. Et liv, der var fuld af fantastisk kreativitet og bestræbelser”, oplyser forfatterens hustru, Nadira Naipaul, fra parrets hjem i London.

V.S. Naipaul – med det fulde navn Vidiadhar Surajprasad Naipaul – blev født på øen Trinidad i det sydlige Caribien af forældre, der var indvandret fra Indien.

Rejste til England

I 1950 rejste han til Oxford i England for at studere engelsk, og efter endt uddannelse arbejdede han som journalist.

Mens han stadig var i 20’erne slog Naipaul igennem med tre romaner på bare tre år fra 1957 til 1960. To af dem blev belønnet med priser. Og selv om tempoet for udgivelserne ikke blev holdt, så blev priserne ved med at rulle ind.

I 2001 kom Nobelprisen i litteratur.

Rejsebøger med karakter

Forfatterskabets hovedtema var opbruddet og sammenstødet mellem forskellige civilisationer. V.S. Naipaul har rejst meget, og mange af hans romaner er en slags rejsebøger med karakter af reportage.

Mange af bøgerne rummer skarpe og kontroversielle skildringer fra Indien, USA og Afrika, ligesom også den islamiske verden har måttet stå for tur.

Han er gennem et langt liv blevet kaldt mangt og meget, herunder stridslysten, egenrådig, giftig og opblæst. Og en “rigtig reaktionær gnavpotte”.

Men han er også blevet kaldt brillant og Storbritanniens bedste forfatter. Han er citeret for at sige, at en forfatters fremmeste mål er at fremprovokere uenighed.

Den seneste roman, “Magiske frø”, udkom i 2004 og er ligesom flere af de andre Naipaul- bøger også udgivet på dansk.

Del din kommentar

Forsiden lige nu