Kendte danske musikere: Tag en uddannelse

onsdag d. 17. juli 2013 kl: 11. 33 Af: Ritzau Fokus
 

Nik & Jay spiller på årets Grøn Koncert. Foto: Colourbox

Nik & Jay har ikke selv nogen uddannelser, men hvis de skulle give et godt råd, ville det være at have en.

Det er nemt at være bagklog. Men nogle gange kan man i perspektivet se, at der er noget, man måske ville gøre anderledes, hvis man fik chancen.

Sådan er det i hvert fald for duoen Nik & Jay. Hvis de skulle give et godt råd til nye kunstnere, der prøver at bryde igennem i Danmark, ville det lyde sådan her:

– Det er klogt at have en plan B. Tag en uddannelse, eller vær bevidst om, at der er noget andet, du gerne vil, hvis det ikke lykkes som musiker, siger duoen.

Det er dog et råd, de aldrig selv har efterlevet.

Dansk verdensstjerne fylder 30 år

– Vi har aldrig selv haft det sikkerhedsnet, men man skal vide, at det ikke er alle, der klarer den.

– Det er gået godt for os, men hvis vi skulle give en ny kunstner et godt råd, så ville det være, at man skal sørge for at have noget andet, man kan tjene penge på, for man er langt fra sikret en ordentlig indkomst som musiker, siger duoen, der brød igennem i 2002 og har leveret hits som “Boing Boing” og “Lækker”.

Går man med drømmen om at blive musiker, skal man ifølge bandet Lukas Graham sørge for at stole på sig selv og ikke lytte for meget efter, hvad andre mener.

– Man skal ikke varme op for nogen, og man skal ikke lade et pladeselskab fortælle én, hvad man kan og ikke kan.

– Der er så mange musikere, der ikke tjener penge på det, de laver. Og de tror, at det har noget med dem selv at gøre. De lytter til for mange mennesker, der ikke ved, hvad de snakker om, siger forsanger Lukas Forchhammer.

– Vi har det bedste pladeselskab og de bedste folk i verden, men det er ikke så tit, vi lytter til folk. Vi lytter til hinanden og os selv, og det er dét, der er vigtigt. Det er os, der står på scenen, så hvorfor skal vi lytte til nogen, der sidder på et kontor, spørger han.

– Det er vigtigt for nye kunstnere, at de forstår, at der er forskel på dem, der står på scenen, og dem der står bagved. Vi fortæller jo heller ikke dem på kontoret, hvordan de skal gøre deres arbejde, siger han.

Makkerparret Klumben og Raske Penge har lært, at det er en god idé at bruge musikere, der har været i branchen længere tid end én selv.

– Vi har altid kendt nogen, der har kunnet fortælle os, hvad vi skulle gøre. For eksempel, at man skal huske at betale sin skat. Det er jeg glad for, at der var nogen, der fortalte mig, siger Raske Penge.

Klumben mener, at man skal huske at uddelegere nogle af de opgaver, man måske ikke selv er bedst til som ny kunstner.

– Det er fedt at have en booker, der kan holde styr på tingene. Ellers kan det være rigtig svært at huske alt det, man skal, siger han.

Dansk musik hittede: 5000 festivalgæster sang og skrålede

Både Nik & Jay, Klumben og Raske Penge og Lukas Graham kan fra torsdag den 18. juli opleves på Grøn Koncert rundt om i landet.

/ritzau/

Del din kommentar

Forsiden lige nu