100.000 klager over 'Hullet'

Han står bag den måske mest udskældte julekalender i DR's historie, og generelt har hans programmer rusket op i danskerne. 19. juni fylder Poul Nesgaard 70 år.

Udgivet Opdateret

Man kan komme langt med en krøllet hjerne, selviscenesættelse og ukueligt gåpåmod. Også hvis man ikke har en uddannelse.

Det har Poul Nesgaard bevist.

Gennem mere end to årtier satte han sit præg på børne- og ungdomsfjernsyn hos Danmarks Radio, og derefter stod han i spidsen for Den Danske Filmskole som rektor i næsten lige så lang tid.

Søndag den 19. juni fylder Poul Nesgaard 70 år, og han dukker stadig af og til op i æteren, på tv-skærmen og i den danske offentlighed.

Præstesønnen fra Københavns Nordvestkvarter var ikke mere end 16 år, da han i 1969 kom til DR for at lave ungdomsfjernsyn sammen med sin storebror. Dermed begyndte hans tv-karriere.

Poul Nesgaard blev smidt ud af gymnasiet som 16-årig. Til gengæld begyndte en karriere i Danmarks Radio. (Arkivfoto).
Poul Nesgaard blev smidt ud af gymnasiet som 16-årig. Til gengæld begyndte en karriere i Danmarks Radio. (Arkivfoto).

Til gengæld sluttede hans vej i uddannelsessystemet nogenlunde samtidig, da han blev smidt ud af Sankt Annæ Gymnasium for sine manglende boglige resultater. Poul Nesgaard fik simpelthen påtegnelsen "uegnet".

Det var et hårdt slag for teenageren, som i den forbindelse fik en særdeles klar opfattelse af, at han måtte tage ansvar for sit eget liv.

Børne-tv

Han trådte ind i DR under statsradiofoniens monopoldage, og der var penge til at eksperimentere. Sammen med Elith "Nulle" Nykjær-Jørgensen og Christoffer Barnekow blev han en del af DR's Ungdomsredaktion.

De stod bag originale og antiautoritære programmer som "I sandhedens tjeneste", "Baggårdsredaktionen", "Flid, Fedt og Snyd" og den svært kritiserede julekalender "Jul og grønne skove" fra 1980, der måske bedre er kendt som "Poul og Nulle i hullet" eller "Hullet i jorden".

Sidstnævnte satte gang i en regulær seerstorm, hvor Nesgaard og hans kolleger modtog over 100.000 klagebreve.

Elsket og hadet

Programmerne var generelt enten elsket, hadet eller ej forstået. Det var programmer, der rykkede ved normer og tankegange, og de blev et vægtigt indspark i 1970'erne og 80'ernes socialrealistiske tv-produktion.

I 1992 lavede Nesgaard et overraskende skifte til Den Danske Filmskole, hvor han blev rektor. Han havde ingen erfaring i at være øverste leder, men der var noget håndgribeligt at tage fat på, og det tiltalte ham.

Gennem 22 år sad han med ansvaret for uddannelsen af filminstruktører, manuskriptforfattere og producere på den prestigefulde kunstskole i København. I 2014 blev han erstattet på posten.

Siden har Poul Nesgaard lavet og deltaget i flere programmer på DR.

Flere julekalendre

Han har blandt andet lavet julekalender for radiolytterne på P1, og han har med et satirisk glimt i øjet underholdt tv-seerne med programmet "Næste uges TV" sammen med Anders Lund Madsen.

Poul Nesgaard har siden 1988 været gift med psykiater Marianne Jacoby, som bragte to børn ind i ægteskabet. Nesgaard har aldrig selv fået børn.

Parret bor i Kongens Lyngby nord for København.

Powered by Labrador CMS