28-årig professionel atlet død af coronavirus

Den 28-årige sumobryder kaldet Shobushi er død, efter han har kæmpet med coronavirus i over en måned.

Den japanske sumobryder Shobushi er død. Han døde af komplikationer efter coronavirus. Han blev kun 28 år. Foto: John Paul Antes/ Wikimedia Commons
Offentliggjort Sidst opdateret

Den 28-årige atlet med kaldenavnet Shobushi, hvis borgerlige navn er Kiyotaka Suetake, er død.

Det bekræfter den japanske sumoforening Japan Sumo Association, JSA, skriver The Guardian.

Artiklen fortsætter efter videoen

Døde af organsvigt

Sumobryderen var testet positiv for coronavirus, men ifølge foreningen døde Shobushi af, at flere af hans organer satte ud.

Han oplevede at få feber den 4. april, men det lykkedes ikke for ham at blive testet for sygdommen på daværende tid, ligesom at han heller ikke havde mulighed for at blive indlagt. Det var først, da han et par dage senere oplevede mere alvorlige symptomer på coronavirus, at han blev indlagt.

Den 19. april blev han overflyttet til intensiv, hvor han blev behandlet. Men efter tre uger døde atleten.

Foruden organsvigt led han forinden sygdommen af diabetes.

Kæmpede med sygdommen

Formanden for den japanske sumo-forening har efter atletens død udtrykt sin medfølelse.

– Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må have været at have kæmpet mod sygdommen i over en måned, men som en sumobryder, så udholdt han det på modig vis og kæmpede mod virusset til den bitre ende, lød det fra formanden Hakkaku.

Shobushi var en del af de brydere, der var i stald hos Takadagawa. Herfra er yderligere seks personer også testet positiv for Covid-19. Flere er blevet behandlet og raskmeldt igen.

Den 28-årige atlets død er historieskrivende for Japan, da Shobushi er den første person i sine tyvere til at dø med coronavirus i landet.

Powered by Labrador CMS