40 år: En målfarlig herre 

Der skulle gå en del år, før Morten Olsen brød igennem på håndboldlandsholdet, men da det skete, blev han en nøglespiller

Offentliggjort

Håndboldspilleren Morten Olsen har efterhånden været i vælten et par gange.

Lige fra da han styrketrænede midt om natten under VM i 2019 på hjemmebane for at få frustrationer over manglende spilletid ud, til at han i foråret 2023 rev trænerkontrakten med TMS Ringsted over og udsatte karrierestoppet som spiller.

Med øjeblikkelig virkning

I efteråret 2023 var Olsen igen i fokus, da han midt i sæsonen stoppede i GOG med øjeblikkelig virkning. Ifølge den fynske klub var det "på grund af manglende tillid mellem parterne".

Den hårdtskydende playmaker er fyldt 40 år idag, og han gik ikke arbejdsløs længe og skrev hurtigt under på en kontrakt med Bjerringbro-Silkeborg Håndbold til sommeren 2025.

GOG og Bjerringbro-Silkeborg var to af de danske klubber, hvor Olsen indledte sin håndboldkarriere. I 2010 tog playmakeren til udlandet, hvor TSV Hannover-Burgdorf i Bundesligaen var destinationen.

Profil over flere år

Her blev Morten Olsen hurtigt en profil over flere år, inden snuden vendte mod franske Saint-Raphaël Var og efterfølgende Al Rayyan SC i Qatar.

I 2015 tog playmakeren retur til Hannover, og igen blev det en succes. De gode præstationer førte til, at Olsen i det tyske medie Sky Sports i 2019 blev kåret til årets profil i Bundesligaen.

Mens Olsen under sit andet ophold i Hannover bombede mål ind i Bundesligaen, blev det også til et gennembrud på det danske landshold.

På nippet til at stoppe

I forbindelse med gennembruddet fortalte Olsen, at han ellers var på nippet til at stoppe sin karriere i rødt og hvidt, efter at tidligere landstræner Ulrik Wilbek havde sendt ham ud i landsholdskulden.

Det ændrede sig, da islandske Gudmundur Gudmundsson overtog landsholdstøjlerne.

I en alder af 31 år slog Morten Olsen for alvor sit navn fast i landsholdsregi, da han spillede en nøglerolle i OL-guldet i Rio de Janeiro i 2016.

Det spidsede til

Ved VM på hjemmebane i 2019 var det ikke meget, som playmakeren så banen i de indledende kampe. Da det spidsede til, blev det dog ændret, og i semifinalen og finalen var Morten Olsen en afgørende profil.

Playmakeren stoppede landsholdskarrieren i 2021.

Privat har Morten Olsen en kone og to sønner.

Morten Olsen (i mørkt) kan potentielt være i gang med sin sidste sæson i karrieren. Den aldrende playmakers kontrakt med BSH udløber i sommeren 2025. Den 11. oktober fylder han 40 år.
Powered by Labrador CMS