40 år i dag

Da Kate Middleton giftede sig med den britiske prins William, blev hun hertuginde. Det ændrede hendes liv for bestandigt. Søndag den 9. januar fylder hun 40 år

Hertuginde Kate runder et skarpt hjørne den 9. januar, når hun fylder 40. (Arkivfoto)
Hertuginde Kate runder et skarpt hjørne den 9. januar, når hun fylder 40. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Catherine - eller Kate - Middleton var i starten af det indeværende årtusind en elev som mange andre.

Hun var god til sport og havde blandt andet excelleret i hockey. Hun var en dygtig studerende, som læste kunsthistorie, vellidt blandt sine kammerater, og uden for skolen arbejdede hun som tjener.

Så mødte hun prins William. De blev kærester, og med et blev hendes liv vendt på hovedet.

Han er nemlig nummer to i den britiske royale arvefølge.

Blitzlys fra pressen

Kate skulle pludselig vænne sig til blitzlys fra pressen og enorm interesse for det utraditionelle liv, hun nu skulle føre.

Parret blev gift i 2011, og Kate Middleton blev til hertuginde Catherine - eller bare hertuginde Kate.

Hun fylder 40 den 9. januar.

Enorm opmærksomhed

Allerede i starten af Kates forhold til prins William tiltrak hun sig enorm opmærksomhed.

Kate var ung og smuk, parrets kærlighed var tydelig, og endnu større opmærksomhed fik de efter deres bryllup, og da der kom børn til.

Den første, sønnen prins George, fik de i 2013. I 2015 fødte Kate prinsesse Charlotte, og i 2018 kunne forældrene byde prins Louis velkommen til verden.

Alt har dog ikke været fryd og gammen. I midten af 2000'erne - og før de blev gift - gik Kate og William angiveligt fra hinanden, men de fandt sammen igen.

Hun har desuden skullet navigere i en svær royal verden, og i det britiske kongehus har det ikke skortet på drama.

Frasagt sig royale titler

Williams bror, Harry, og hans hustru, Meghan Markle, har frasagt sig royale titler og apanage, hvilket har vakt opsigt og bestyrtelse flere steder.

Men William og Kate er altså stadig en fast bestanddel af det britiske monarki. Sidste år startede parret endda en YouTube-kanal, hvor omverdenen kan følge med.

Den har meget passende fået navnet "The Duke and Duchess of Cambridge".

Kate Middleton har sammen med sin mand også brugt sin status som royal skikkelse til en række velgørende aktiviteter, blandt andet igennem The Royal Foundation of The Duke and Duchess of Cambridge.

Powered by Labrador CMS