43 års venskab er slut: Tidligere medlem sagsøger ikonisk rockband
Lindsey Buckingham blev fyret fra Fleetwood Mac inden kæmpe koncertturne. Nu vil han have sine penge.
I har nok hørt navnet før, men skulle det alligevel ske, at Fleetwood Mac ikke vækker genklang, så gør succes-skiven Rumours det nok. Det britisk-amerikanske band er en institution i rockmusikken og har solgt over 100 millioner albums, men i de senere år har bandet været ude på en deroute.
Lindsey Buckingham blev fyret fra bandet under en tour, hvor 60 koncerter var arrangeret. De mange koncerter skulle indbringe op mod 60 til 70 millioner kroner per medlem, men med fyringen mistede Lindsey Buckingham sin del af kagen.
Det har nu fået Lindsey Buckingham til at sagsøge bandet for at frarøve ham, den indtægt han forventede, at koncerterne ville indbringe.
Et livslangt venskab er slut
For Lindsey Buckingham har Fleetwood Mac defineret karrieren, da han har været med i mere end fire årtier.
– Efter 43 år med kammerateri og venskab, så er der ikke ét eneste medlem af bandet, der har ringet til mig med nyheden om, at jeg blev fyret, siger han ifølge TMZ.
Den garvede musiker blev medlem af bandet tilbage i 1975 – og har kun forladt bandet i en kort periode i 1987.
Men de tidligere så gode venner kan nu ende i en strid, som vil tage årevis at løse, da Lindsey Buckingham sagsøger bandet og hvert eneste medlem for kontraktbrud.