50 år i dag
Designer Jesper Høvring har altid været fascineret af kjoler. I snart 25 år har han lavet kjoler til blandt andet dronning Mary. Den 2. juni fylder han 50 år
Designer og skrædder Jesper Høvring vidste fra en tidlig alder, at han ville være kjoledesigner.
Siden han var helt lille, har han tegnet skitser af kjoler og elsket at klæde sine veninder på.
Den 2. juni fylder han 50 år.
- Jeg har som udgangspunkt altid vidst, at jeg ville være designer. Og jeg har altid vidst, at det skulle være kjoler. Det er det, jeg er drevet af. Jeg har aldrig ønsket at lave hverdagstøj, siger han.
Forbilledet
Jesper Høvrings store forbillede er Erik Mortensen, der i 80'erne var chefdesigner for det franske modehus Balmain.
Da Jesper Høvring i starten af 90'erne så Erik Mortensens show i København, var han ikke i tvivl om, at det var det, han skulle lave.
I hans butik på Frederiksberg arbejder man primært ud fra en klassisk designtradition med tråde tilbage til Christian Dior, Cristobal Balenciaga og Madeleine Vionnet.
Tidløs elegance og smukke silhuetter er kendetegnende for Jesper Høvrings designs.
- Hertil tilføjer jeg et klassisk og moderne twist og en underspillet elegance med raffinement og sofistikeret håndværk, fremgår det af hans hjemmeside.
- Vi laver kjoler, som holder, og kjoler, som opfylder drømme. Vi laver ikke kollektioner. Vi laver én af hver kjole til hver enkelt kunde, som opfylder lige præcis hendes behov, siger han.
Dronningen og statsministeren
Jesper Høvring har designet kjoler til en lang række kendte kvinder i årenes løb.
Blandt andre dronning Mary og statsminister Mette Frederiksen.
Netop den første kjole, han designede til dronning Mary til nytårskuren i 2010, har en særlig plads i hans hjerte.
Jesper Høvrings store gennembrud kom i 2007, da han lavede en finalekjole til Andrea Elisabeth Rudolph, der på det tidspunkt var vært på tv-programmet "Vild med Dans".
Det var en grå rosenkjole, som blev kaldt "ikonisk". Rosemønsteret er siden blevet hans signatur.
I praktik på teatre
Jesper Høvring, som er opvokset i Brøndbyøster, er uddannet skrædder ved Teknisk Skole i Ishøj og tilskærer ved Københavns Tilskærer Akademi.
Under sin uddannelse var han i praktik på Gladsaxe Teater, Betty Nansen Teater, Edison Teatret og hos den danske designer Isabell Kristensen i London.
Fødselsdagen skal fejres med en fest for venner og familie.
Privat er Jesper Høvring gift med Lena Høvring Von Grumbckow, som han har to børn med.