50 år i dag
Norges prinsesse Märtha Louise har sagt farvel til livet på de kongelige slotte. Hun bruger sine kræfter på healing og alternativ behandling. Nu fylder hun 50
Hun er stadig prinsesse, norske Märtha Louise.
Men helt på niveau med H.C. Andersens "Prinsessen på ærten" er datteren af Norges konge ikke.
Tilbage i 2019 meddelte hun, at hun nu stopper med at bruge sin kongelige titel i kommercielt øjemed.
Hun var da blevet kritiseret, fordi hun under en foredragsturné med sin amerikanske kæreste kaldte foredraget "Prinsessen og shamanen".
Nu kaldte hun titlen for "et fejltrin" på Instagram.
Så det er slut med at bruge titlen, når hun i erhvervsøjemed taler om sin særlige interesse for og sine evner ud i healing og alternativ behandling.
Er stadig 'prinsesse'
Hendes liv har formet sig meget anderledes end mange andre kongeliges. Men "prinsesse" er stadig hendes formelle titel, når hun den 22. september fylder 50 år.
Dog har hun sagt farvel til sin apanage. Det gjorde hun tilbage i 2002.
Märtha Louise er det norske kongepars ældste barn. Men hun står ikke først til at få tronen. Det gør hendes lillebror, kronprins Haakon.
Dengang var der mandlig arveret til tronen i Oslo. Det er dog siden ændret.
Märtha Louise har i mange år slået sig i det kongelige tøjr.
Giftede sig
I 2002 giftede hun sig med forfatteren Ari Behn. Det var det år, hun frasagde sig apanagen og oprettede sig eget firma.
Hun er uddannet fysioterapeut, men har mere brugt sine evner som forfatter og så til healing og alternativ behandling.
Hun har holdt kurser om det hinsides. Har fortalt, at hun fra sin barndom har haft overnaturlige evner og har forbindelser til engle.
Hendes bøger om engle og meditation har skabt debat.
Tragedien
Hun fik tre døtre med Ari Behn, men parret kunne ikke holde sammen.
I 2017 kom skilsmissen.
Første juledag 2019 kom tragedien.
Da tog Ari Behn sit eget liv. Han blev 47 år.
En ny retning
Märtha Louises liv havde på det tidspunkt slået et nyt sving, nemlig i retning af den nu 47-årige amerikaner Durek Verrett.
Ham mødte hun tidligere i 2019.
Han kalder sig shaman, en slags åndemaner, og han er også god til at skabe opmærksomhed om sig selv og sin kæreste.
Han hævder for eksempel, at han kan rotere med atomkerner og elektroner, så han kan gøre folk yngre.