50 år i dag

Der er stort set ikke det, som skuespiller og komiker Frank Hvam ikke har udforsket eller gjort gennem 18 år i "Klovn"-universet. 12. september fylder han 50.

Frank Hvam blev gift med sin hustru i 2014, uden at der var ret mange, der vidste noget om det. Det skete først, da han afslørede det til et andet bryllup, hvor han var forlover. Parret flyttede i 2016 fra en villa i Lyngby til Dragør lige ud til Øresund. (Arkivfoto) – Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Ord som analsex, bøsseslik og fissetrumf er blevet brugt i flæng af karaktererne Frank og Casper i film og tv-serieafsnit i “Klovn”-universet.

Men de absurde pinligheder og det tåkrummende indhold har aldrig skræmt Frank Hvam. Og han har flere gange optrådt komplet nøgen på skærmen.

Artiklen fortsætter under videoen

Især i den første “Klovn”-film, “Klovn The Movie”, fra 2010 var Hvam nøgen flere gange, men det var slet ikke et problem for ham, sagde han dengang til DR.

– Det er en god film, og jeg er ikke flov over at skulle sidde og se den i biografen, lød det.

Lørdag den 12. september fylder komiker, skuespiller og manuskriptforfatter Frank Hvam 50 år.

Tre film og 70 tv-serieafsnit af “Klovn” er det blevet til for Hvam de seneste 18 år. Han har alle årene spillet side om side med sin ven og kollega Casper Christensen.

De har spillet under deres rigtige navne og har hele tiden forsøgt at lægge sig så tæt på virkeligheden som muligt i manuskriptet, fortalte de til Ritzau i januar, da den sidste film, “Klovn The Final”, havde premiere.

I filmen fejrer Frank Hvam sin 50-års fødselsdag med pomp og pragt og ved en stort anlagt fest.

Men lige her afspejler filmen ikke virkeligheden. For Frank Hvams 50-års fødselsdag skal være en stille og rolig fødselsdag, lød det i januar.

– Det skal være noget nært og hyggeligt, hvor man kan blive rigtig fuld uden at skulle fotograferes, sagde han.

Med den sidste “Klovn”-film har Frank Hvam og Casper Christensen for nuværende sat punktum for deres eskapader i “Klovn”-universet.

Men de har alligevel ikke helt afvist, at der kan komme mere på et tidspunkt.

Hvams optræden i “Klovn” har også givet ham international opmærksomhed.

I 2019 tonede han frem på tusindvis af tv-skærme iklædt munkekostume i sæsonafslutningen af den populære HBO-serie “Game of Thrones”.

Til TV2 fortale Hvam, at forfatterne bag serien havde været så glade for “Klovn”, at de derfor måtte have ham med.

Det er dog ikke Hvams egen stemme, der bliver brugt i filmen. En anden skuespiller har indtalt replikkerne.

Men det var langtfra planen, at Frank Hvam skulle leve af at være “hele Danmarks klovn”, som han ofte er blevet omtalt.

I 1992 flyttede han fra Viborg til København for at begynde på studiet som dyrlæge ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole.

Men han besluttede at droppe ud af studiet for at forfølge en spirende drøm om at leve af at være sjov.

Han sprang ud som standupkomiker på Café Din’s i København i 1995, hvor han senere mødte Casper Christensen og Lasse Rimmer.

De inviterede ham med i deres tv-sketchprogram “Casper og Mandrilaftalen”, som blev sendt på DR2 i 1999. Det blev startskuddet på hans karriere.

Privat er Frank Hvam gift med filmklipper Anja Farsig Hvam. Sammen har de to sønner.

Powered by Labrador CMS