50 år i dag

Anders Morgenthaler er tegner, forfatter, filminstruktør og klimaaktivist og især kendt for sin satiriske streg. Mandag den 5. december fylder han 50 år

Udgivet Opdateret

Rigtig mange danskere vil kende hans streg og gakkede figurer - enten fra tegneseriestriben Wulffmorgenthaler, børnebøger eller tegnefilm.

Men Anders Morgenthaler er samtidig også forfatter og filminstruktør og har de senere år markeret sig som samfundsdebattør og klimaaktivist.

Anders Morgenthaler, som 5. december fylder 50, er altså en sand tusindkunstner.

Flyver ikke længere

Hans interesse for klimakampen blev vakt for omkring 15 år siden, og siden har han gradvist ændret levevis og flyver for eksempel ikke længere hverken privat eller i arbejdsøjemed, har han fortalt i et interview med Ud & Se i 2020.

Kunstneren, der er kendt for sin sorte humor og for at gå til stregen og indimellem over den, er ikke bange for at virke frelst.

- Alt det, jeg siger, kan virke frelst. Men det har jeg ikke noget problem med. Der er masser af forskning, som viser, at det er vores sociale sfære, som afholder os fra at handle. Vi vil helst ikke stikke ud.

- Hvis det skal ændre sig, er der nogen, som er nødt til at gå forrest, sagde han i interviewet.

har ikke været bange

Anders Morgenthaler har nok aldrig for alvor været bange for at stikke ud. Som barn var han en kreativ sjæl, der havde rigtig svært ved at passe ind i de faste rammer i skolen.

Det inspirerede ham til figuren Mugge, hovedperson i bøgerne af samme navn, som Morgenthaler står bag sammen med den mangeårige makker, komikeren Mikael Wulff.

- Mugge føler sig som en taber, fordi der ikke er nogen af hans evner, der bliver værdsat. Det var en følelse, jeg selv havde som barn.

- Jeg savnede, at der blev sat pris på de ting, jeg var god til. Det var for eksempel at tænke anderledes og kreativt.

Autodidakt tegne

Efter skolen ernærede Morgenthaler sig som autodidakt tegner.

Siden blev han uddannet fra Danmarks Designskole i Kolding og Filmskolen i København.

Tegner, forfatter og filminstruktør Anders Morgenthaler fylder 50 år mandag den 5. december. (Arkivfoto).
Tegner, forfatter og filminstruktør Anders Morgenthaler fylder 50 år mandag den 5. december. (Arkivfoto).

Kraftige reaktioner

Morgenthaler blev for alvor kendt som del af makkerskabet Wulffmorgenthaler.

De lavede blandt andet striben af samme navn, som fra 2001-2021 udkom på bagsiden af Politiken og indimellem fik kraftige reaktioner fra læserne, når de mente, at satiren blev for grovkornet.

Herfra kom blandt andre figuren Dolph - en blå, fascistoid flodhest, der senere fik et populært tv-program på DR2 igennem flere sæsoner.

Den kreative, dynamiske duo har blandt andet også skrevet bøger og lavet børne-tv.

Tv-serier og kortfilm

Anders Morgenthaler selv har skrevet og instrueret en række tv-serier og kortfilm. I 2014 instruerede han den engelsksprogede spillefilm "I am here" med Kim Basinger i hovedrollen.

Den kreative iværksætter er også medstifter af et grønt rejsebureau og Den Grønne Friskole på Amager.

Han er gift med instruktør Phie Ambo. De to har sammen to børn.

Powered by Labrador CMS