50 år i dag

Få politikere har været så forhadt som Bjarne Corydon, der i en overgang var dansk politiks fjendebillede nummer et.

Selv står han ved de mange reformer, som gjorde ham landskendt. Mange så det som en afvikling af velfærdsstaten, men han så det som en forudsætning for bevarelse.

- Vi tager alle pryglene for at få det til at hænge sammen, har han sagt til Weekendavisen.

Onsdag fylder han 50 år.

Har tjent sine egne penge

Siden han var 12 år, har han tjent sine egne penge, og han købte en rød Ford Capri allerede som 17-årig efter at have gået med aviser.

Han er ud af en arbejderfamilie og blev den første akademiker.

I 2000 blev han politisk-økonomisk rådgiver for den socialdemokratiske ledelse, men allerede i 2005 var han dybt desillusioneret på vej ud af partipolitik.

Bad ham om at blive

Kort efter blev han dog stabschef for Helle Thorning-Schmidt (S), da hun bad ham om at blive. Og manden med den dybe basstemme lagde i stedet grundtonen i Socialdemokratiets genkomst efter ti år i regeringskulden.

Han blev kaldt Christiansborgs bedst bevarede hemmelighed og blev finansminister, da Henrik Sass Larsen ikke blev minister. Han rykkede fra et afsidesliggende lokale på Borgen og direkte ind i Finansministeriet.

Sit barske ydre

Her blev han hurtigt landskendt, da han med sit barske maskinklippede ydre blev ansigtet på en række reformer, som var upopulære på venstrefløjen.

Med det fulgte en række tilnavne som don Corydon, Corydong og Blå Bjarne. Men internt i partiet og i troværdighedsmålingerne lå han højt.

Som familiefar med fire børn og meget lange arbejdstider var familielivet derhjemme blevet en "undtagelsestilstand", hvor slagteren stod for aftensmaden. Alligevel har han plaget sin karrierekone om flere børn.

Fremstår ydmyg

Selv om Corydon blev beskyldt for at føre en usympatisk og brutal politik, fremstår han ydmyg, venlig og saglig - men også teknokratisk.

Han har aldrig været bekymret for sit image, bedyrer han. Hvis han havde, kunne han dårligt have foretaget et værre skifte, end da han blev direktør i det amerikanske konsulenthus McKinsey.

Siden blev han lidt overraskende topchef og chefredaktør på Børsen trods sit manglende journalistiske udgangspunkt.