50 år: Vejet og fundet for let
Kenneth Perez imponerede på fodboldbanen i Holland, men Morten Olsen endte med at satse på andre spillere
Det danske fodboldlandshold og Kenneth Perez bliver aldrig nogen helt lykkelig kobling.
Den tidligere professionelle fodboldspiller og nuværende fodboldekspert fylder 50 år idag, og han har i løbet af sin karriere været omkring landsholdet som både spiller og tv-ekspert, men i begge tilfælde har hans chefer skattet hans kolleger højere.
Københavnske tekniker
På trods af at den københavnske tekniker i årevis brillerede for hollandske storklubber nationalt og internationalt, blev det til beskedne 24 landskampe for Morten Olsens landshold i perioden 2003-2008.
Kun seks gange startede han inde på et landshold, der i de år kæmpede gevaldigt med at finde mål, point og slutrundebilletter.
Undervejs undrede han sig også over, hvorfor han ikke kunne få en mere fremtrædende rolle på landsholdet.
Flået ud i pausen
- I Danmark kender man mig fra de landskampe, hvor jeg bliver flået ud i pausen, hvis vi ikke fører 2- eller 3-0. Jeg vil altid spille og helst fra start, og det er ikke sket så meget på det sidste. Det skuffer mig, sagde Perez til TV 2 i 2005.
To år senere fastslog Morten Olsen, at Perez havde åbenlyse kvaliteter, men ikke passede optimalt ind i landstrænerens spilfilosofi.
- Holdet er det vigtigste, og selv om Perez har store kvaliteter, så er det et spørgsmål om, hvor meget vi skal ændre på hele holdet for at få plads til ham, sagde landstræneren til Ritzau i 2007.
Bor i Holland
Kenneth Perez er født og opvokset i Danmark, men har en spansk mor. Han er efterhånden mindst lige så hollandsk, for han har boet der siden skiftet fra FCK til Maastricht i 1997.
Efter et skifte til AZ Alkmaar i 2000 accelererede karrieren, og han blev en stor profil i Hollands bedste række og fik landsholdsdebut.
Siden skiftede han til storklubberne Ajax og PSV Eindhoven, inden han rundede klubkarrieren af med at sikre Twente et højst overraskende hollandsk mesterskab i 2010.
Siden så danskerne ikke meget til ham, før han var at finde på TV 2's landsholdsdækning fra 2022. Han nåede halvandet år i jobbet, inden tv-stationen ville en anden vej.
Ryster posen
- Vi har været utrolig glade for samarbejdet, fordi han er en lidt anden type med sin kontante stil. Han har været meget forfriskende. Nu ryster vi posen, fordi vi gerne vil et andet sted hen. I en lidt anden retning. Det er meget vigtigt, at vi hele tiden udvikler os for at blive bedre, sagde TV 2-fodboldredaktør Carsten Werge om bruddet i december sidste år.