60 år: Bager blev tysk nationalhelt
Jürgen Klinsmann var i 80'erne og 90'erne en af Europas bedste angribere, mens han som træner mest har levet på sit navn
Som angriber var han frygtet af mange forsvarere og hjalp Tyskland til både VM- og EM-titler, selv om han ikke kunne passere Peter Schmeichel i 1992 på Nya Ullevi.
Jürgen Klinsmann er stadig en af de helt store i den tyske fodboldhistorie, og selv om trænerkarrieren aldrig har nået samme højder, har han stadig status af nationalhelt, når han i dag runder de 60 år.
Mange mål
Det var især på landsholdet, at Klinsmann hentede sine triumfer. Klubkarrieren bød også på mange mål, men kun et enkelt mesterskab.
Det vandt han i 1997 med Bayern München, mens han seks år forinden vandt Uefa Cuppen med Inter og gentog bedriften med Bayern i 1996.
Som 16-årig skrev han under på en kontrakt med Stuttgarter Kickers, hvor han to år senere blev professionel fodboldspiller.
Han nåede dog at færdiggøre uddannelsen som bagerlærling i 1982, hvilket var et stort ønske hos bagermester og far, Siegfried Klinsmann.
Kåret til årets spiller
I 1984 rykkede Klinsmann videre til byens klubmæssige storebror, VfB Stuttgart i den bedste tyske række. I 1988 blev den dengang 24-årige angriber topscorer med 19 mål i Bundesligaen og kåret til årets spiller i Tyskland.
Året efter kaldte udlandet. Klinsmann blev det offensive indslag i Inters tyske trio, som også talte Andreas Brehme og Lothar Matthäus.
Han blev en populær figur i Inter. Ikke kun fordi han fortsatte med at lave mål, men også fordi han hurtigt lærte at begå sig på italiensk.
Flyttede til USA
I 1998 stoppede han karrieren efter korte ophold hos Sampdoria og Tottenham.
Han flyttede til USA, hvor han stadig bor med sin amerikanske kone Debbie Chin. Parret har to børn, Jonathan og Laila.
Klinsmann blev landstræner for Tyskland i 2004 og førte holdet til VM-bronze på hjemmebane i 2006.
Han valgte alligevel at overlade tøjlerne til Joachim Löw, og Klinsmanns øvrige trænerkarriere taget i betragtning samt Tysklands succes under Löw var det næppe skidt for den stolte fodboldnation.
Ikke høje tanker
Den tidligere tyske landsholdsstjerne Phillip Lahm, der havde Klinsmann som træner i Bayern München i lidt over et år fra 2008 til 2009, havde i hvert fald ikke høje tanker om den tidligere angribers evner som træner.
I sin selvbiografi skrev Lahm, at Klinsmanns taktiske evner var så begrænsede, at Bayern-spillerne måtte mødes før kampene for at snakke om taktikken selv.
Klinsmann havde fem år som landstræner for USA med svingende resultater. Efterfølgende har han haft korte og lidet succesfulde ophold hos Hertha Berlin og som sydkoreansk landstræner senest.
Som angriber nåede han at spille 108 landskampe og score 47 mål for Vest-Tyskland og Tyskland fra 1987 og frem til 1998.