60 år: - Det er jeg stolt af
Marie Hansen vil gerne arbejde med noget, der giver mening, så hun har viet karrieren til demokratiet
Marie Hansen havde gjort sig tanker om, hvorvidt hun egentlig skulle stille op til en fødselsdagsomtale.
Hun er - som hun selv siger - en embedsmand. Men med tanke på at fortælle om sit arbejde og sin arbejdsplads indvilgede hun.
I dag kan hun nemlig fejre sin 60-års fødselsdag.
Hun er den første kvinde til at sætte sig i direktørstolen for Folketingets Administration. Et sted, der nok ikke er så kendt i offentligheden, siger Marie Hansen.
- Det er en ret fantastisk organisation, som har til formål at understøtte Folketingets politikere i deres demokratiske arbejde, siger hun.
Hjerte for demokratiet
Tager man et blik på Marie Hansen karriere, står det klart, at hun er en embedsmand med hjerte for demokratiet.
Hun har blandt andet været embedsmand i Statsministeriet, departementschef i Kulturministeriet, direktør i Arbejdsmarkedsstyrelsen og afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet.
- For mig personligt betyder det rigtig meget, at det, jeg laver, giver mening. Det synes jeg virkelig, at demokratiet gør, siger Marie Hansen.
- Nogle vil måske sige, at det er fantasiforladt, at jeg altid har været i nærheden af eller i ministerier. Men givet det, har jeg fået lov til at være rundt om forskellige ting.
Marie Hansen nævner emner som international politik, arbejdsmarkedspolitik, kulturpolitik og økonomisk politik. Og at hun har haft mulighed for at være forskellige steder i beslutningskæden.
Fra papir til virkelighed
Helt oppe i toppen hos statsministeren og nede i en styrelse, hvor papir skal blive til virkelighed.
- Hvis jeg kigger tilbage på det, er jeg stolt af, at man har kunnet bruge mig i forskellige positioner. Det synes jeg også har været enormt interessant og sjovt.
Skuer blikket ud i fremtiden, har Marie Hansen ikke lagt de store planer.
Er der noget, som hun synes, at der skal ændres, vil hun gøre det. Det er ikke noget, der lægges i kalenderen, siger hun.
Marie Hansen er gift og har tre sønner. Hun har også fået et barnebarn, mens endnu et er på vej.