60 år i dag

Karen Haumann har været kontorchef i et ministerie og vicedirektør på et kunstmuseum, men der har hele tiden været en rød tråd. 17. oktober fylder hun 60 år

I dag er Karen Haumann direktør i organisationen Lær for Livet, der arbejder for at hjælpe udsatte børn i Danmark.
Offentliggjort Sidst opdateret

Karen Haumanns karriere og engagement i samfundet

Karen Haumann har arbejdet i skæringspunktet mellem samfund, politik og erhvervsliv, og har haft mange forskellige jobtitler gennem sin karriere.

Som direktør for Lær for Livet fokuserer hun på at forbedre livschancerne for udsatte børn i Danmark gennem uddannelse og fællesskabsaktiviteter.

Karen har tidligere været ansat i Erhvervsministeriet og som diplomat, samt haft ledende roller i kunst- og uddannelsessektoren.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Karen Haumann har gennem hele sin karriere arbejdet i et krydsfelt mellem samfund, politik og forretning.

Hun har foretaget mange brancheskift, men der har ifølge hende selv konstant været en rød tråd.

At beskæftige sig med fællesskab og samfund.

Den 17. oktober fylder hun 60 år.

I dag er Karen Haumann direktør i organisationen Lær for Livet, der arbejder for at hjælpe udsatte børn i Danmark.

Organisationen giver blandt andet udsatte børn mulighed for at deltage i camps med fokus på fællesskab og udvikling af både personlige og faglige kompetencer.

Giver så meget mening

Inden Karen Haumann tiltrådte som direktør i Lær for Livet i 2022, var hun i fem år frivillig i samme organisation.

- Det giver så meget mening for mig at arbejde med at forandre de muligheder, som udsatte børn har for at lykkes i skolen og i livet, siger hun.

Tidligere i karrieren var Karen Haumann i en årrække i Erhvervsministeriet. Blandt andet som chef for ministersekretariatet og som diplomat på EU-repræsentationen.

Senere skiftede hun politik ud med kunstverdenen, da hun blev vicedirektør for kunstmuseet Arken.

Efter kort tid i en ny stilling som professionshøjskoledirektør på Professionshøjskolen Absalon trak hun sig, da hun i 2016 mistede sin mand.

De følgende ti måneder blev et travlt arbejdsliv byttet ud med fuldt fokus på familien og støtte til sine to børn.

Efter sin selvvalgte orlov vendte Karen Haumann tilbage til sit arbejdsliv og blev økonomi- og administrationschef hos DM Fagforening, og efter to år blev hun vicedirektør.

Sidste år blev hun udpeget af kulturministeren til at sidde med i bestyrelsen for Dansk Danseteater, Danmarks nationale kompagni for samtidsdans.

Omfavner de 60

Mange arbejdstitler er det blevet til, men for Karen Haumann er det med alt andet end sved på panden, når hun fylder 60 år den 17. oktober.

- Jeg har simpelthen besluttet mig for at omfavne det at blive 60 år, fortæller hun.

Fødselsdagen skal bruges i selskab med hendes to børn. Et par uger senere er venner og familier inviteret til fødselsdagsfest.

Privat bor Karen Haumann på Frederiksberg med sit yngste af sine to børn, Adam på 18 år. Datteren Sarah på 23 år er flyttet hjemmefra.

Powered by Labrador CMS