60'er-ikon kommer til København
Supermodel tropper op til festival - se hende her som 75-årig
Twiggy vakte opsigt i 60'ernes modebillede med sit skarpe hår, store dådyrøjne og markante makeup og betragtes som en af verdens første supermodeller.
Nu spankulerer Twiggy ind på den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX 2025.
Her vil det 75-årige britiske ikon, der bærer det borgerlige navn Lesley Hornby, præsentere den dokumentarfilm, der er lavet om hende.
Det annoncerer festivalen i en pressemeddelelse.
Dommer i 'Top Model'
- Dame Twiggy er et ikon for både dem, der selv var en del af the swinging sixties, men også fra en yngre generation, der bedst kender hende som dommer i millennial-fænomenet 'Top Model'. Vi er helt sindssygt stolte af at kunne byde hende velkommen på CPH:DOX 2025, jubler livechef Marie Erbs Ørbæk i pressemeddelelsen.
Verdenssensation
Dokumentaren, som slet og ret hedder "Twiggy", er historien om den spinkle og androgyne kvinde, der blev en verdenssensation og transformerede 60’ernes modeideal, lyder det i pressemeddelelsen.
Store navne med
Foruden Twiggy selv bidrager Beatles-legenden Paul McCartney og skuespillerne Dustin Hoffmann, Brooke Shields og Sienna Miller blandt mange andre berømtheder i dokumentaren.
Svinger forbi
Det er dog kun Twiggy og filmens instruktør, Sadie Frost, som svinger forbi Bremen Teater i København den 25. marts til danmarkspremieren og en efterfølgende samtale om dokumentaren.

Ud over at blive foreviget på modemagasiner som Vogue og Tatler er Twiggy også skuespiller og sanger.
Producerer podcast
I de senere år har hun blandt andet været dommer i modelkonkurrencen 'America's Next Top Model og lavet sin egen podcastserie.
CPH:DOX 2025 afholdes fra 19. til 30. marts.