65 år efter nummer et: Milliardær far igen
Bernie Ecclestone har fået en søn. Hans ældste barn er 65.
65 år efter datteren Deborah blev født er Formel 1-milliardæren Bernie Ecclestone blevet far til endnu et barn. Han er nu 89.
Schweizisk-tyske Blick skriver ifølge TMZ, at den 89-åriges kone Fabiana Flosi, 44 år gammel, har født en dreng.
– Vi har en søn, der hedder Ace. Jeg er så stolt, fortæller Bernie.
Drengen blev født onsdag eftermiddag på et schweizisk hospital, og det gik let som en fjer.
– Det var så let. Fødslen var overstået på 25 minutter, gudskelov, siger Flosi, der er brasiliansk og Ecclestones tredje hustru.
Ecclestone, der blev født i 1930, har tre børn fra to tidligere ægteskaber.
Foruden førnævnte Deborah er det den skandaleombruste Tamara på 35 og hendes søster Petra på 31.
De sidstnævnte har Slavica Radic som mor, mens Deborah er datter af Ivy Bamford – kone nummer et.
Bernie og Fabiana blev gift i 2012.