70 år i dag

Med et cv fuldt af tunge titler, såsom cheføkonom, direktør, chefredaktør og EU-parlamentariker har Anne E. Jensen gennem sin karriere afsøgt mange veje, men de har næsten altid ført til de kontorer, hvor beslutningerne træffes.

Tirsdag den 17. august fylder hun 70 år.

Nogle vil formentlig være stødt på Anne E. Jensen for første gang, da hun var cheføkonom for banken Unidanmark i starten af 90'erne.

Her udlagde hun tit teksten i medierne, når der var nyt på valutafronten eller om Danmarks betalingsbalance.

De økonomiske analyser førte hende til en direktørtitel i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Da både formand og administrerende direktør trak sig, blev Anne E. Jensen valgt som konstitueret administrerende direktør i DA i 1995.

Fandt ny branche

To måneder efter at en permanent chef var ansat, havde Anne E. Jensen fundet en ny branche at kaste sig over.

Tilbage i 1980'erne havde hun en kort overgang arbejdet på Berlingskes økonomiske redaktion.

Nu vendte hun tilbage til Berlingske - denne gang som ansvarshavende chefredaktør.

Men det blev en anden af hendes tidligere sidebeskæftigelser, der trak hende over i det fag, som skulle dominere de næste årtier for hendes karriere: politik.

Efter 2,5 år i spidsen for Berlingske Tidende stoppede hun og blev kandidat for Venstre til EU-Parlamentet.

Valgt tre gange

Her blev hun valgt tre gange.

Første gang ved Venstres strålende valg i 1999.

Hun satte sig straks i det magtfulde budgetudvalg, ligesom hun involverede sig i transportområdet og særligt en Femern-forbindelse.

Gennem årene i Bruxelles udviklede hun et ry som en stille arbejdshest, der havde mere indflydelse, end hun fik opmærksomhed.

Efter valget i 2009 valgte Venstres spidskandidat, Jens Rohde, ikke at blive gruppeformand for Venstres medlemmer i EU-Parlamentet.

Gruppeformand i parlamentet

Den opgave tilfaldt i stedet Anne E. Jensen, mens Jens Rohde i højere grad plejede forbindelsen hjem til København.

Året efter sikrede hun sig en plads i Kalundborg Kommunes kommunalbestyrelse, inden hun i 2013 oplyste, at hun ikke ville genopstille ved næste EU-parlamentsvalg i 2014.

I forbindelse med den valgkamp blev hun af professor Peder Nedergaard fremhævet som et eksempel på, at det var udvalgsposter og ikke tv-tid, der var indflydelsens valuta i EU-systemet.

Det kunne det trænede øje se, da hun i 2013 var en af parlamentets fem forhandlere, da et EU-budget skulle vedtages.

For den bredere offentlighed forblev hun måske nærmere den "anonyme arbejdshest", som Altinget kaldte hende i hendes afskedsportræt.