70 år: Kæmper med skyggerne fra fortiden
Ole Sohn blev i hele sin politiske karriere koblet sammen med DKP, selv om han forlod det kommunistiske parti i 1991
Han tog turen fra Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) til Socialdemokratiet. Og undervejs nåede han at blive minister for et helt tredje parti.
Ole Sohn har i dag rundet de 70 år, og han kom vidt omkring i sin politiske karriere. Men den tunge arv fra de mange år som kommunist, slap han aldrig helt af med.
Sympatien med de kommunistiske idealer fik han allerede i folkeskoletiden på Egebjerg Skole nord for Horsens.
Efter årene i skolen arbejdede Ole Sohn et par år som arbejdsdreng og skibskok, inden han i 1972-1973 tog hf-kursus på Gedved Seminarium.
Jord- og betonarbejder
Karrieren som arbejder fortsatte dernæst i tre års tid, hvor Ole Sohn var jord- og betonarbejder, mens han samtidig bestred forskellige tillidsposter.
I 1981 indledte han sine ti år i Centralkomitéen hos DKP, hvor han var formand de sidste fire år. Hverken ved folketingsvalget i 1987 eller 1988 lykkedes det dog for formand Sohn at få DKP i Folketinget.
Han forsøgte sig også som kandidat for Enhedslisten, og i 1992 meldte han sig ind i SF, hvilket seks år senere bragte ham i Folketinget. Her var han gruppeformand i en del år, inden han efter folketingsvalget i 2011 blev udnævnt til erhvervs- og vækstminister i S-R-SF-regeringen.
Hemmelig støtte fra Sovjet
Kort efter udnævnelsen væltede det igen frem med historier om Ole Sohns kommunistiske fortid. Blandt andet at han i sin tid som DKP-leder skulle have modtaget hemmelig støtte fra Sovjet.
Et gammelt billede fra 1989, hvor han kysser den berygtede DDR-leder Erich Honecker, blev også hevet frem.
Ole Sohn havde på det tidspunkt længe taget afstand fra sin egen fortid.
- Jeg mener, at Danmarks Kommunistiske Parti, og dermed også det, jeg stod for, var forkert, sagde han i 2010 til TV 2. Her kaldte han DKP for en "perversion".
Stoppede som minister
I 2012 meddelte Ole Sohn, at han ikke ville genopstille ved næste folketingsvalg, og han stoppede samtidig som minister efter et år.
I 2015 forlod han Folketinget, men det skete nu som medlem af Socialdemokratiet. Året forinden havde han smækket med døren og forladt SF, da partiet forlod regeringen.
- SF kan ikke agere som et ansvarligt parti. Det er noget af de mest pinlige og latterlige, jeg har oplevet, sagde han ved den lejlighed.
Holder også foredrag
Ole Sohn er i dag bestyrelsesformand i Dansk Producentansvar, der blandt andet administrerer regler om producentansvar for emballage, batterier og biler. Han driver også foredrags- og rådgivningsvirksomhed.