75 år i dag
Ebbe Skovdahl vandt Superligaen tre sæsoner i træk med Brøndby. Den offensivt funderede træner, der søndag 5. juli fylder 75 år, var også i udlandet som træner.
Det var Ebbe Skovdahl, der søndag den 5. juli fylder 75 år, der stod i spidsen for det overlegne Brøndby-hold. Det vandt Superligaen tre sæsoner i træk – 1995/96, 96/97, 97/98 – og Brøndby fik dermed DM-pokalen til evigt eje.
Det var Skovdahls tredje trænerperiode i klubben, og han havde også andel i mesterskaberne i den gamle 1. division i 1987 og 1988.
Artiklen fortsætter under videoen.
Den uden for banen muntre træner udmærkede sig ved, at han var topseriøs, når det handlede om træning og kamp.
For selv om han havde Superligaens stærkeste trup i den sidste halvdel af 1990’erne, sørgede Skovdahl hele tiden for, at spillerne var på dupperne.
– Han gik meget op i, at vi ikke måtte undervurdere nogen, og han reagerede kraftigt, hvis der bare var en antydning af det, husker daværende midtbanespiller Kim Daugaard.
Stor respekt
Selv om Skovdahl var hård og bestemt på træningsbanen, aftvang hans hjertevarme stil uden for kridtstregerne stor respekt.
– Han var en rar og ærlig mand, og han vidste præcis, hvornår der skulle roses, og hvornår der skulle piskes, siger Henrik Jensen, der både nåde at spille under Skovdahl og være hans assistenttræner.
Brøndby-fansene sang om “Skovdahls gule hær”, og der kunne også være en slags massakre over det, når brøndbyernes kavaleri først havde målet for øje.
– Han trænede os meget hårdt, og vi kom i superform. Det gav os en sikkerhed. Vi vidste, vi havde et gear mere end vores modstandere i kampene, så det var alle løbeturene værd. Ingen spillede presspil som os dengang, siger daværende Brøndby-stopper Per Nielsen.
Brøndby fik også udbytte af træningsfliden i 1995, da klubben sendte Liverpool ud af Uefa Cuppen med en sensationel 1-0-sejr på Anfield.
Problemer i udlandet
Tidligere i karrieren havde Skovdahl haft det svært i udlandet. I 1987 blev han fyret i Benfica efter lidt mindre end fem måneder i spidsen for den portugisiske storklub.
Bedre gik det, da han fra 1999 og i knap fire sæsoner trænede Aberdeen. Han var vellidt og blev kult, selv om spil og resultater fra tiden i Brøndby ikke fulgte med.