75 år i dag

Steve Martin med det kridhvide hår og de mange grimasser havde flere af sine største roller i 80'ernes og 90'ernes Hollywood-komedier. 14. august fylder han 75.

Den amerikanske komiker og skuespiller Steve Martin blev i 2012 – i en alder af 67 år – far for første gang, og det vier han nu det meste af sin tid til. Fredag den 14. august fylder han 75 år. – Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hans anstrengte smil og mimik fik filmelskere til at grine løs op igennem 80’erne og 90’erne.

Han havde en række af sine største roller i Hollywood-komedier som “Røvtur på 1. klasse”, “Fræk, frækkere, frækkest” og “Roxanne – næsen er i vejen”.

Artiklen fortsætter under videoen

Men allerede i 1970’erne havde Steve Martin slået sit navn fast som komiker både på tv og live.

Fredag den 14. august fylder den amerikanske komiker og skuespiller Steve Martin 75 år.

Fødselaren kan også kalde sig forfatter, producer, musiker og komponist.

Der var engang, hvor han ikke kunne gå på gaden i fred for autografjægere og fans, og hvor han derfor altid havde færdigskrevne autografkort klar til at dele ud.

– Men det har jeg ikke gjort siden 80’erne, har Steve Martin sagt i et interview og samtidig erkendt, at de unge i dag ikke ved, hvem han er.

– Jeg er ikke sikker på, at de unge i dag ved, hvad autografer er. Jeg tror heller ikke de ved, hvem jeg er. Så det er jo ikke rigtig et problem, har han sagt til avisen The Daily Telegraph.

Underspillet personlighed

At den ofte underspillede personlighed er en levende Hollywood-legende, er der dog ingen tvivl om. I 2013 modtog han en æres-Oscar for sin karriere.

I de senere år er filmrollerne blevet færre, måske især fordi Steve Martin i december 2012 – i en alder af 67 år – blev far for første gang til en datter og vier det meste af sin tid til den rolle.

Faderskabet kom på det rigtige tidspunkt i hans liv, har Steve Martin fortalt i et interview, for da han var yngre, var han ikke klar til at lade karrieren komme i anden række.

Om at blive far i en sen alder har han sagt:

– Det er fantastisk. Man har al tid i verden. Man er etableret og sikker i livet, og man er ikke i gang med at opbygge en karriere, så man har meget tid.

En række shows

Komikeren bruger dog ikke al sin tid derhjemme. Han er også vendt tilbage til karrierens udgangspunkt som standupkomiker.

I 2020 havde han således en række shows planlagt sammen med komikeren Martin Short, som dog – som så meget andet – er aflyst på grund af coronavirus.

Han har også de senere år blandt andet vundet en Grammy for sit banjospil, hvilket han også ofte giver smagsprøver på på sin meget aktive profil på Twitter.

Steve Martin har siden 2007 været gift med journalist Anne Stringfield, med hvem han har sin datter.

Powered by Labrador CMS