75 år: Satte krigsforbryderne i fængsel

Jurastudiet var første spadestik til en blændende karriere for Frederik Harhoff, som ikke har været bange for at sige sin mening

Offentliggjort

Han regnes for at være en af Danmarks fremmeste jurister inden for folkeret og menneskerettigheder.

Men diplomatsønnen Frederik Harhoff har på mange måder været udiplomatisk og sagt tingene ligeud i løbet af sin lange karriere.

I dag er den pensionerede juraprofessor rundet de 75 år.

Frederik Harhoff har langet ud efter både EU og Nato, som efter hans mening var for tøvende i forhold til at fange den tidligere bosnisk-serbiske politiske leder Radovan Karadzic.

Derudover har han åbent kritiseret USA.

Efter Harhoffs opfattelse lagde landet pres på en appeldomstol ved FN-tribunalet i Haag, så flere dømte serbiske og kroatiske topofficerer pludselig gik fri.

Som ung nåede Frederik Harhoff at bo i både Frankrig, Indonesien og Marokko.

Senere - som 11-årig - begyndte han på Herlufsholm Kostskole ved Næstved, hvorfra han senere blev student.

Husker ikke voldskultur

En TV 2-dokumentar med afsløringer om vold, mobning og seksuelle krænkelser bragte kostskolen i et regulært stormvejr.

Frederik Harhoff husker ikke noget, der lignede en voldskultur. Men det betyder ikke, at tiden på skolen var helt uden slagsmål.

- Man kunne udfordre hinanden, hvis der var en, man var blevet uvenner med og gerne ville banke, sagde juraprofessoren til DR i 2022.

Efter sin studentereksamen aftjente Frederik Harhoff sin værnepligt på et fiskeriinspektionsskib i færøske og grønlandske farvande.

Men jurastudiet i København trak ham på landjorden igen.

Indtrådte som dommer

På det juridiske felt udviklede Harhoff sig til en af landets førende eksperter inden for folkeretten.

Han nåede både at være retschef ved FN-tribunalerne i Rwanda og Haag, før han i 2007 indtrådte som dommer i sidstnævnte.

Frem til 2013 var han med til at retsforfølge krigsforbrydere fra Balkan, før han vendte hjem til en stilling som professor på Syddansk Universitet.

Frederik Harhoff har også været bestyrelsesmedlem for både Det Danske Center for Menneskerettigheder, Flygtningenævnet og Folkeretsudvalget under Dansk Røde Kors.

Han har tidligere fortalt, at han på den private front er til Bob Dylan, dressurridning og sejlads.

Frederik Harhoff har brugt seks år af sit liv på at retsforfølge krigsforbrydere fra Balkan. Mandag den 27. maj fylder han 75 år. (Arkivfoto). - Foto: Dall Jakob/Ritzau Scanpix

Frederik Harhoff har brugt seks år af sit liv på at retsforfølge krigsforbrydere fra Balkan. Mandag den 27. maj fylder han 75 år.
Powered by Labrador CMS