80 år i dag

Bernard Sanders har forgæves kæmpet for at blive USA's præsident. Den nu 80-årige "Bernie" vil give USA skandinavisk velfærd og har mange unge vælgere med sig

Bernie Sanders på sin arbejdsplads, Senatet i USA. Billedet er fra den 21. juli i år. Den 8. september fylder han 80.
Bernie Sanders på sin arbejdsplads, Senatet i USA. Billedet er fra den 21. juli i år. Den 8. september fylder han 80.
Offentliggjort Sidst opdateret

Bernard Sanders må nok se tiden rinde ud for sin store drøm.

Både forud for præsidentvalget i 2016 og igen ved valgkampen i fjor forsøgte han forgæves at blive Demokraternes præsidentkandidat og fra denne post gennemføre store og dybe ændringer i USA.

Ændringer, som skulle føre USA i retning af et skandinavisk velfærdssamfund.

Der skulle være tiltag mod ulighed. Betalt sundhed og uddannelse.

Der skulle være en stor offentlig sektor med et skattetryk, der kan give mange amerikanere mareridt.

Nu skal man aldrig sige aldrig. Få havde troet, at den dengang 71-årige Donald Trump ville vinde valget i 2016.

I fjor blev Trump slået af Joe Biden, der da var 77, så det er aldrende mænd, der har boet i Det Hvide Hus i de senere år.

Men den 8. september bliver Bernard "Bernie" Sanders 80.

Appellerer til de unge

Ved næste præsidentvalg vil han være 83, og han skal så også forsøge at erobre Demokraternes kandidatur, som Biden eller vicepræsident Kamala Harris umiddelbart ligger bedre til at få.

Det betyder ikke, at Bernie er gået i stå.

Da han førte kampagne, appellerede han specielt til de unge med sine holdninger til omfordeling af goderne.

Højere skat til de rige, flere offentlige goder til bunden af samfundet.

Han har endda holdt Danmark frem som et godt eksempel.

Han har også fat i et andet emne, som unge - og også mange andre - er meget optaget af, nemlig klimaet.

Er medlem af Senatet

Bernie er medlem af Senatet i Washington D.C., hvor han er formand for budgetudvalget.

I august havde han en kronik i en lang række medier for at fortælle om det næste budgetforslag - altså udkastet til den amerikanske finanslov - der er på vej igennem Senatet.

Der er blandt andet forslag om at afsætte store summer til grøn energi og meget andet, der vil få USA's CO2-udslip ned.

- Det vil på en hidtil uset måde gøre noget ved den eksisterende klimatrussel, skriver han i indlægget, der blandt andet blev bragt af den britiske avis The Guardian.

Bernie er ikke som de andre senatorer. Han er ikke medlem af et parti.

Han blev medlem af Senatet i 2007 og har siden været uafhængig.

Dog har han kortvarigt været medlem af Demokraterne, når han har forsøgt at blive partiets præsidentkandidat.

Går ind for "demokratiske socialisme"

Han er valgt i delstaten Vermont.

Inden han kom i Senatet, var han i en årrække medlem af Repræsentanternes Hus.

Den politik, han forsøger at få amerikanerne med på, kalder han "demokratisk socialisme".

Det er ulighed, han er imod.

- Uretfærdigheden er løbet løbsk. Vi bor i det rigeste land gennem verdenshistorien. Men de fleste amerikanere ved det ikke engang. Fordi næsten al den rigdom og indkomst går til samfundets øverste ene procent, sagde han i en tale på Liberty University ifølge The Washington Post i 2015.

Privat er Bernie Sanders gift med Jane.

Tilsammen har parret fire børn, dog har de ikke nogen af dem sammen.

Hun er kommet med tre af børnene, han med et.

Powered by Labrador CMS