80 år i dag

Siden ungdommen har ønsket om at være del af noget større drevet lysten. Filminstruktør Gert Fredholm fylder 80 år den 18. november

For filminstruktør Gert Fredholm er det i fællesskab med andre, at de gode ideer opstår. Den 18. november fylder han 80. (Arkivfoto)
For filminstruktør Gert Fredholm er det i fællesskab med andre, at de gode ideer opstår. Den 18. november fylder han 80. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

De seneste år har han boet og stået for at udvikle og dyrke en køkkenhave til selvforsyning i filmproducer Peter Aalbæks økosamfund, Lillesyd i Herfølge.

Arbejdet skal være lystfyldt og udføres i fællesskab med andre, mener filminstruktør Gert Fredholm.

Torsdag den 18. november fylder han 80 år.

Siden karrierens begyndelse i 1967 har han lagt navn til flere end 25 film. Efter at han blev færdiguddannet som instruktør fra Den Danske Filmskole i 1968, har han levet et freelanceliv og haft mange forskellige funktioner.

- Vores generation af instruktører hjalp hinanden med filmene ved at assistere.

- Derfor har jeg også haft mange forskellige roller i tilblivelsen af film ud over at være instruktør, siger Gert Fredholm.

Laver fællesskaber

Det med at skabe i fællesskab går tilbage til dengang, da Gert Fredholm var gymnasieelev og deltog i skolens teaterforestillinger.

- Da jeg lavede skoleforestilling, oplevede jeg, hvordan alt ved forestillingen var et samspil af forskellige roller. Det var enormt spændende. Her startede det.

- Ordet orkestral spiller en stor rolle for mig. At man skaber noget sammen med andre. Jeg er ikke sådan en, der sætter mig i et tårnkammer og skriver manuskript, siger Gert Fredholm.

Han står bag filmklassikere som "Den forsvundne fuldmægtig", "Lille Virgil og Orla Frøsnapper" og "At klappe med een hånd".

Har undervist unge

De seneste ti år har han undervist og været bestyrelsesmedlem i Filmfabrikken, en undervisningsinstitution for unge filmentusiaster i Vordingborg Kommune.

- Det er fantastisk at opleve den entusiasme, de har ved at lære at fortælle historier med film, siger han.

Efter eget udsagn nyder Fredholm sit otium.

Flytter ind i håndværkertilbud

Sammen med sin kone forlader han til årsskiftet Lillesyd i Herfølge for et håndværkertilbud af et hus i Hornbæk.

Her vil de nyde tilværelsen i fulde drag tæt på vand og skov.

Planen er at invitere familie og venner til fødselsdagsfest omkring sankthans.

På det tidspunkt står huset klar, og sommeren er over os med mulighed for, at gæsterne dagen lang kan komme og gå, som det passer dem.

Selve dagen fejres med nære venner. Dagen efter dagen står den på sushi med de tre børnebørn.

Powered by Labrador CMS