Åbner op: Én rejse ændrede alt

Nysgerrigheden spiller en kernerolle for skuespilleren Nicolaj Kopernikus, der er med i den nye danske science fiction-serie på Netflix, "Chosen"

Skuespilleren Nicolaj Kopernikus er selv forbruger af meget forskelligt tv, fortæller han. Sammen med sine børn ser han alt fra superheltefilm i Marvel-universet til dokumentarer om svampe eller dyreliv. - Jeg har det, der kaldes en god gammeldags bred smag. Jeg bliver fascineret af mange ting, på den måde er jeg et meget nysgerrigt menneske, siger han.
Skuespilleren Nicolaj Kopernikus er selv forbruger af meget forskelligt tv, fortæller han. Sammen med sine børn ser han alt fra superheltefilm i Marvel-universet til dokumentarer om svampe eller dyreliv. - Jeg har det, der kaldes en god gammeldags bred smag. Jeg bliver fascineret af mange ting, på den måde er jeg et meget nysgerrigt menneske, siger han.
Udgivet Opdateret

Alt er ikke, som det ser ud.

Det er en sætning, som skuespiller Nicolaj Kopernikus kredser om på flere måder i snakken om den nye danske science fiction-serie "Chosen" på Netflix, som han er med i.

- De helt store spørgsmål om, hvem man er, og hvor man skal hen, er nogle, alle generationer stiller sig. Det gør jeg også selv.

- Men jeg synes, at jeg stiller færre og færre spørgsmål, jo ældre jeg bliver, siger den 54-årige skuespiller.

Den nye serie handler om en ung pige, der går i gymnasiet, og som får vendt op og ned på sine forestillinger om det lokalmiljø, hun er opvokset i, og de mennesker, hun omgås.

Har stillet sig selv spørgsmål

Selv om rumvæsener og mystiske fænomener gæster serien, er den i sin grundform en klassisk coming-of-age-historie, som mange kan relatere til, mener Nicolaj Kopernikus.

- I mit eget liv har der været mange punkter, hvor jeg har stillet mig selv spørgsmålet, om tingene er, som de skal være.

Skuespilleren, der blandt andet er kendt fra sin medvirken i DR-krimien "Forbrydelsen" og "Klassefesten"-filmene, har særligt i ungdommen oplevet at få rusket op i sin selvforståelse.

Hans tidligste eksempel er fra, da han startede i gymnasiet. Her oplevede Nicolaj Kopernikus for første gang en frihed i sin identitetsskabelse, fortæller han.

Rejse var skelsættende

Men også en bestemt rejse har været skelsættende for ham.

- Lige efter gymnasiet tog jeg til USA i ti måneder, hvor jeg rejste rundt med rygsæk, og der perspektiverede verden sig på en helt ny måde for mig.

- Jeg opdagede, at jeg kunne have relationer til mennesker fra andre kulturer, og generelt var det virkelig en øjenåbner.

Et andet skelsættende punkt for Nicolaj Kopernikus er, da han blev far.

- Det tror jeg, at alle forældre kan skrive under på, er så vanvittig en oplevelse, fordi verden pludselig bliver kæmpestor, når man får et ansvar for et andet menneske, fortæller han.

Er et nysgerrigt menneske

Generelt er Nicolaj Kopernikus et nysgerrigt menneske. Som han selv siger det, får han 1000 idéer om ugen.

En af de idéer resulterede i, at han er sprunget ud som opfinder med et produkt, han har udviklet til at rengøre vasken med.

Men de mange indskydelser kan også være en byrde.

- Jeg har forliget mig med, at det udspringer af barnlighed og begejstring, men at det er vigtigt for mig at få lukket dem hurtigt, siger han.

Barn af opfinder

Opfindergenet har han fra sin far.

- Jeg kan huske, at min far sagde, at når han fik en ny elektronisk ting, så startede han med at skille den ad - måske for at se, hvad der er indeni, men det er jo ret vanvittigt, griner skuespilleren og tilføjer:

- Han lavede sindssygt mange ting, og han var så opfindsom, men han fik aldrig fremkaldt dem, og hans idéer fik aldrig luft under vingerne. Det var utroligt frustrerende.

Først når man går videre til et forsøg på at give sin idé et liv, møder man den rigtige prøvelse, mener Nicolaj Kopernikus.

Omfavner det svære

Og det er i virkeligheden en pointe, der taler meget fint ind i det tema, serien "Chosen" har.

- Lærepengene ligger i at overkomme forhindringerne. Det er afgørende for, hvor langt man kommer i livet.

- I stedet for hele tiden at bøje af, hvor det gør ondt eller er svært, skal man prøve at omfavne det svære, for så udvikler man sig, mener han.

Som skuespiller har Nicolaj Kopernikus særligt bevæget sig i komedie- og dramagenren.

Nicolaj Kopernikus sprang sidste år ud som instruerende, da han lavede kortfilmen 'Stenofonen'. Filmen, der handler om hans far, er blevet shortlistet til en Oscar. Den 8. februar står det klart, om hans film også bliver nomineret til den eftertragtede gyldne statuette.
Nicolaj Kopernikus sprang sidste år ud som instruerende, da han lavede kortfilmen "Stenofonen". Filmen, der handler om hans far, er blevet shortlistet til en Oscar. Den 8. februar står det klart, om hans film også bliver nomineret til den eftertragtede gyldne statuette.

I den nye serie har han skullet forestille sig et mere overnaturligt univers med et visuelt aftryk fra en anden planet, hvor rumvæsener slår sig ned i en ordinær lille provinsby.

Adspurgt, hvilket forhold han selv har til tanken om, hvorvidt der er mere mellem himmel og jord, end vi kan se, svarer Nicolaj Kopernikus:

- Det er et af de slags spørgsmål, som man burde stille sig selv en gang om året: Hvor er du henne i forhold til det her? Det er lidt efter humør, hvordan jeg ser på det, siger han med et grin.

Sjovere at tro på mere

Generelt gælder budskabet også her, at tingene ikke er, som de ser ud.

For selv om han nogle gange hælder til idéen, at der kun er det, vi kan se, vinder den modsatte overbevisning oftere.

- For mig bliver livet sjovere, hvis jeg tror på, at der er mere. Det bliver mere værdifuldt. Om det bare er for min egen lille skyld, ved jeg ikke, siger Nicolaj Kopernikus og tilføjer:

- Det er så stort et univers, vi er en del af. Det hjælper mig meget at tænke, at vi er en del af noget større, og det gør det også mere presserende at huske på, at vi skal passe på vores verden.

Alle afsnit af "Chosen" kan ses på Netflix.

Powered by Labrador CMS