Åbner op: En tung ære at skulle bære
Dizzy Mizz Lizzy står bag soundtracket til mange menneskers ungdom. Det er en ære, som kan være tung at bære.
De var omkring 19 år gamle, da de i 1993 vandt DM i Rock.
Året efter udgav de deres debutplade, som med mere end 250.000 solgte eksemplarer blev det bedste sælgende rockalbum i Danmark.
I dag er de tre medlemmer af Dizzy Mizz Lizzy midt i 40’erne, og ligesom musikken er vokset med dem, er de vokset op med musikken.
Det samme er deres publikum, og det kan godt være svært for de tre rockmusikere.
Artiklen fortsætter under videoen.
Ofte har deres fans nemlig et helt særligt forhold til deres sange, som kan minde dem om både gode og dårlige perioder i livet.
– De har tit haft musikken med i nogle kritiske steder i deres liv, for eksempel hvis nogen er døde eller har været syge, forklarer forsanger Tim Christensen.
Trommeslager Søren Friis nikker og tilføjer:
– Også ved bryllupper eller den første kæreste. Det er tit, at folk har mødt hinanden et sted til vores musik. Musikken lægger sig ofte som en fortælling op ad deres ungdom. Ligesom den har gjort ved vores ungdom også, siger han.
Vil ikke smadre historier
De tre musikere kan godt have svært ved at håndtere de historier, som deres fans gerne deler med dem.
– Jeg synes, det er svært at forholde sig til, når der kommer nogen, som gerne vil fortælle de tunge historier. Jeg var der jo ikke. Det var kun musikken, der var der, siger Tim Christensen og fortsætter:
– Jeg prøver ikke at smadre vedkommendes historie, for hvis jeg siger noget forkert eller virker uinteresseret, så bryder hele historien måske sammen. Man skal leve op til noget, de har dannet i hovedet. Og det kan være ret svært.
Selv om det må være de fleste musikeres drøm at skabe så lang og solid karriere som Dizzy Mizz Lizzys, er de mange år på musikscenen ikke altid en fordel.
– Det kan godt være svært at blive stemplet som et nostalgi-act, for jeg vil også gerne have, at det her band skal videre, siger Tim Christensen, som understreger, at han ikke har rockstjerne-nykker.
– Jeg har ikke noget problem med at spille de gamle numre, for jeg ved også, at de er vores billet ind til overhovedet at være her, og jeg elsker folks reaktion på det, men jeg kan godt nogle gange blive lidt træt af “Så, nu skal vi rigtig have 90’er-rock”. Nej, for vi er mere end 90’er-rock, siger Tim Christensen.
Dizzy Mizz Lizzy gik fra hinanden i 1998.
Årevis fra hinanden
Det blev til en håndfuld koncerter omkring 2010, men bandet fandt for alvor sammen igen i 2016, da de udgav deres tredje album, “Forward in Reverse”.
Nu arbejder de på ny musik, og selv om gruppen for længst er ovre den svære to’er, slås de stadig med forventningerne.
– Der er så meget tyngde i nostalgien og særligt den første plade, som mange har så stort et forhold til. Det kan være svært at leve op til, forklarer Tim Christensen.
– Vi kan på ingen måde lave en plade, som kan måle sig med den gamle. Den kan være meget bedre, men det er der ingen, der hører, fordi folk er forstyrrede af nostalgi, siger han.
Alligevel møder publikum stadig talstærkt op og klapper, når gruppen vender tilbage med ny musik.
Går ikke af mode
Tim Christensen har selv et rimelig godt bud på hvorfor.
– Vi har et trofast publikum. Vi har god energi, rockmusik er god energi, og så er det meget melodisk. Det kan noget, som ikke nødvendigvis går af mode. Det har vi haft med fra starten.
Alligevel tror Tim Christensen ikke på, at Dizzy Mizz Lizzy ville have samme succes, hvis de slog igennem i dag.
– Vi kom også på et tidspunkt, hvor folks attention span (spændvidde for opmærksomhed, red.) var noget længere end i dag. Hvis vi var 20 år i dag og kom med vores plade, er jeg ikke sikker på, det ville have gjort samme indtryk. Publikum har ikke samme loyalitet, men er hurtigere videre, forklarer Tim Christensen.
Frihed
Til gengæld glæder bandet sig over at have nået et punkt, hvor de har frie hænder til at lave, hvad de vil.
En gang imellem bliver de også mindet om dengang, de kæmpede for at bryde igennem.
– I Danmark kan vi spille utroligt store steder, men syd for grænsen står der måske 200 mennesker, og så er vi totalt tilbage til 1993. Det er fedt, for så er der lige noget reality check, fortæller Tim Christensen og griner.
Dizzy Mizz Lizzy er for første gang på plakaten ved årets Grøn, der lige nu turnerer rundt i landet. Tim Christensen har optrådt der fem gange som solist.