Åbner verdens største konference
- Det glæder os usigeligt meget, lyder det fra Poul Nyrup Rasmussen
Kronprinsesse Mary har sagt ja til at åbne verdens største konference om børn og unges mentale trivsel.
Konferencen løber af stablen i Øksnehallen i København fra den 29. september til den 1. oktober.
Det skriver Det Sociale Netværk/headspace Danmark i en pressemeddelelse.
Samler hundredvis af eksperter
Konferencen, der afholdes hvert andet år, er arrangeret af foreningen Det Sociale Netværk/headspace Danmark sammen med The International Association for Youth Mental Health (IAYMH) og samler hundredvis af eksperter fra hele verden.
Tidligere har konferencen været afholdt i eksempelvis Brisbane, Australien og i Dublin, Irland.
I år afholdes konferencen under overskriften: Reimagining Youth Mental Health, og debatterne og oplægsholderne vil fokusere på, hvordan vi knækker kurven for den høje mistrivsel, som børn og unge lider under verden over.
Har store forventninger
Kronprinsessens deltagelse er med til at understrege vigtigheden af arbejdet med børn og unges trivsel, lyder det.
- Det glæder os usigeligt meget, at en så vigtig frontfigur for børn og unges trivsel, Kronprinsessen, har valgt at stå i spidsen for konferencen.
- Det viser, at dette er et emne, der skal tages alvorligt på allerhøjeste niveau, og vi forventer, at denne konference kommer til at skabe varige resultater for børn og unge over hele verden, siger Poul Nyrup Rasmussen, stifter af og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark.