Adele og eksen endelig enige om skilsmissen
Sangerinden kan snart sætte sidste punktum for bruddet med den 15 år ældre forretningsmand Simon Konecki
Det er efterhånden to år siden, at sangstjernen Adele bekendtgjorde, at kærligheden var kuldsejlet mellem hende og forretningsmanden Simon Konecki.
Først nu er de sidste detaljer om skilsmissen faldet på plads.
Det forhenværende par er nemlig blevet enige om fælles forældremyndighed over sønnen Angelo på ni år.
Derudover skal ingen af parterne betale ægtefællebidrag til den anden, fremgår det af dokumenter, som mediet E! News er kommet i besiddelse af.
Adele og Simon Konecki gik fra hinanden i 2019 efter syv års forhold, hvoraf tre af dem var som mand og kone.
Det oplyste en repræsentant i en kortfattet pressemeddelelse på vegne af den 32-årige oscarvindende sangerinde og den 15 år ældre forretningsmand.
– De er forpligtet til at opdrage deres søn kærligt sammen. Som altid beder de om respekt for deres privatliv. Der vil ikke komme yderligere kommentarer, lød det i udtalelsen.
Efter bruddet er Adele blevet kædet sammen med den britiske rapper Skepta.
I et Instagam-opslag delt i slutningen af oktober 2020 beskrev Adele sig dog som en huleboende, single kattedame.