Ærlig prinsesse: -Jeg blev mødt af en storm af had
Prinsesse Sofia mødte kritik for sin fortid, da det kom frem, at hun var i et forhold med Sveriges prins Carl Philip. Nu fortæller hun om den voldsomme tid.
Det vakte opsigt, da forholdet mellem borgerlige Sofia Hellqvist og prins Carl Philip blev offentligt kendt.
Den nuværende prinsesse har nemlig en fortid som glamourmodel, hvor hun har fået taget flere letpåklædte billeder, ligesom hun har deltaget i realityprogrammet “Paradise Hotel”.
Og det var ikke alle svenskere, som var lige begejstrede for, at hun med den fortid en dag skulle blive en del af det svenske kongehus.
Ærlig prinsesse
I et interview med svenske TV4 fortæller prinsesse Sofia ifølge People Magazine, at hun dengang blev udsat for mobning.
– Jeg blev mødt af en enorm storm af had fra folk, som havde meninger om mig som person og om mit forhold.
– Jeg blev overrasket, og det påvirkede mig helt sikkert. Jeg forstod ikke, at folk havde sådan et behov for at udtrykke, hvor lidt de syntes om mig. Det var meget hårdt, siger den 33-årige prinsesse i interviewet.
Svensk Dronning skeptisk
Og det var ikke kun offentligheden, der ikke kunne lide forholdet. Heller ikke den svenske kongefamilie eller prinsens venner, var særligt glade for Sofia. Det kunne Billedbladet skrive, da parret blev forlovet i 2014.
Parret mødte hinanden første gang på en natklub i Stockholm i 2007. To år senere mødtes de igen og her slog det gnister. Men nogle hårde år stod foran dem, da dronning Silvia blandt andet var skeptisk og mistænkte Sofia for at være en golddigger, der kun var ude efter at score landets prins.
Prinsens venner rynkede også på næsen i starten af middelklassepigen, der havde optrådt næsten nøgen i mandemagasiner.
Det kom så vidt, at Prisen endda troede sine forældre med at frasige sig prinsetitlen, hvis de ikke ville sige god for Sofia.
Heldigvis fik parrets vedholdende kamp for kærligheden til sidst vendt stemningen.
Kæmper mod mobning
Sammen med sin mand har hun derfor kastet sig ind i kampen mod online mobning.
– Jeg var voksen, da dette skete for mig. Så jeg kan kun forestille mig, hvor stort dette kan være i et barns verden.
– De har ikke det samme perspektiv på livet og har ikke forståelse for, at det i virkeligheden ikke handler om dem, og at man bare skal se bort fra det, siger prinsesse Sofia.
Prinsesse Sofia er i dag mor til to sønner, som hun har med prins Carl Philip. Parret blev gift i 2015.