Af med lokkerne: Broen-stjerne i stor hårforvandling
Skuespillerinden Sarah Sofie Boussnina har klippet lokkerne af, og hun viser nu sin korte frisure frem.
Skuespillerinden Sarah-Sofie Boussnina, der er kendt fra tv-serier som “1864” og “Broen”, har gennemgået en stor forvandling.
Den 26-årige skuespillerindes ansigt har længe været omkranset af blide, brune krøller, men nu er det skulderlange hår blevet skiftet ud med en kort frisure.
Det afslører skuespillerinden på det sociale medie Instagram, hvor hun har delt et billede af sig selv, efter at de lange lokker er blevet klippet af.
– Ups, skriver Sarah-Sofie Boussnina som det eneste til billedet af den store hårforvandling.
Blev kendt i “Lærkevej”
Den unge skuespillerinde blev for alvor et kendt ansigt i de danske tv-stuer, da hun spillede med i tv-serien “Lærkevej”. Siden har hun spillet med i tv-serier som “1864” og “Broen” samt biografhittet “Fasandræberne”.
I juni kom det desuden frem, at Sarah-Sofie Boussnina har landet en rolle i Hollywood, og hendes internationale debut bliver dermed i History Channels tempelridderserie “Knightfall”, der får amerikansk premiere i løbet af efteråret.
Det danske stjernefrø annoncerede selv den store nyhed på Instagram, hvor hun lagde et billede op af navnene på castet til tv-serien.
– Drømme bliver til virkelighed. Jeg kan ikke tro, at jeg er en del af dette drømmeteam og -projekt. Mere end glad, jublede hun i teksten til billedet.
Det er ikke kun professionelt, at det kører på skinner for den danske skuespillerinde. I maj sidste år blev hun og kæresten, Louis Samson Myhre, der er kendt fra den nu opsplittede hitduo Julias Moon, gift.
Sarah-Sofie Boussnina afslørede også dengang den lykkelige nyhed på det sociale medie Instagram med et billede, hvor hun i en hvid brudekjole kysser sin ægtemand.
Parret, der blev forlovet i januar sidste år, viste sig for første gang sammen til en Oscar-fest hos den amerikanske ambassadør i 2015.
Se billedet af skuespillerindes nye frisure her:
/ritzau/FOKUS