Afdød dansk musiker hædres med koncerter
Flere danske musikere vil med to særkoncerter på Vinterjazz 2018 mindes nu afdøde Nicolai Munch-Hansens musik.
Bassisten og musikeren Nicolai Munch-Hansen gik bort i februar.
I det nye år vil hans musik leve videre ved to særkoncerter til Vinterjazz 2018, hvor blandt andre hans enke, Kira Skov, vil optræde.
Nu skal afdød dansk musiker hædres. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Copenhagen Jazz Festival.
– Særkoncerten “The Music of Nicolai Munch-Hansen” består af både musik fra hans egen sekstet, dog med Anders AC Christensen på bas, samt sangene fra “Det flimrende lys over Braband sø”.
Sort Sol-sanger er med
– Sangene fra albummet bliver sunget af Kira Skov, Anna Brønsted og Steen Jørgensen (Sort Sol) med et hold af dansk musiks fremmeste musikere samt den engelske Brian Eno-trommeslager Seb Rochford som akkompagnement, lyder det i pressemeddelelsen.
Nicolai Munch-Hansen blev ofte omtalt som en vidtfavnende musiker.
Han var kendt for sine jazzede værker og sit samarbejde med kunstnere som Tim Christensen, Steffen Brandt og Caroline Henderson.
Han døde 20. februar 2017 i en alder af 39 år.
Var gift med Kira Skov
Han var gift med sangerinden og sangskriveren Kira Skov og efterlod sig to børn. En datter fra et tidligere ægteskab og en søn fra ægteskabet med Kira Skov.
Kira Skov og Nicolai Munch-Hansen lærte hinanden at kende gennem Kira Skovs band, “Kira and The Kindred Spirits”, der blev dannet i 2001.
Tilbage i februar meldte sangerinden via sit management ud, at dødsårsagen endnu var ukendt, men formentlig skyldtes en utilsigtet fatal kombination af euforiserende stoffer og alkohol.
De to særkoncerter ved Vinterjazz 2018 vil foregå i Aarhus og København.