Afdød sangerinde skriver historie

Den ikoniske sanger har netop opnået sin tredje i rækken af Diamond-albums.

Offentliggjort Sidst opdateret

The Recording Industry Association of America (RIAA) samt Legacy Recordings kom onsdag den 28. oktober med en kæmpe nyhed. Nu afdøde Whitney Houston har, som den første sorte kunstner nogen sinde, opnået at få tre forskellige albums certificeret som et ‘Diamond’ album. Det skriver New York Post.

Det er en certificering, der tildeles albums, som er solgt i 10 millioner eksemplarer og som nu er opnået af hendes album ‘Whitney’ fra 1987.

Artiklen fortsætter under videoen

Det er et album som blandt andet rummer numrene ‘Wanna Dance with Somebody’, ‘Didn’t We Almost Have It All’, ‘So Emotional’ og ‘Where Do Broken Hearts Go’, der alle strøg helt til tops på Billboards top 100 liste.

Tidligere har hendes albums ‘Whitney Houston’ fra 1985 og ‘The Bodyguard’ fra 1992 opnået samme imponerende status. De er solgt i henholdsvis 13 og 18 millioner eksemplarer.

Rekorden for flest ‘Diamond-certificerede’ albums tilhører country stjernen Garth Brooks, som har opnået den fornemme status hele ni gange. Af andre, der har prøvet det tre eller flere gange kan nævnes The Beatles, Led Zeppelin, Shania Twain og Eagles.

Meddelelsen om certificeringen kommer blot en uge inden Whitney Houston, der døde den 11. februar 2012, bliver optaget i Rock and Roll Hall of Fame i Cleveland, Ohio. Det sker ved en ceremoni, der bliver transmitteret via HBO lørdag den 7. november klokken 19 Eastern Time.

Powered by Labrador CMS