Afdød tv-stjernes kone takker for støtten

Tanya Callau Thicke er hårdt ramt af sin mands død, og nu takker hun for den store støtte midt i sorgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kom som et chok, da tv-stjernen Alan Thicke tidligere i december fik et hjerteanfald, mens han spillede hockey med sin søn.

Skuespilleren, der er kendt for sin medvirken i serien “Growing Pains”, der går under det danske navn “Vokseværk i familien”, døde som følge af hjerteanfaldet, og det har efterladt familien i stor sorg.

Mandag blev den 69-årige skuespiller begravet, og nu takker hans kone for den store støtte, der er blevet udvist efter dødsfaldet.

– Det er med hjerteknusende og stor sorg, at jeg af hele mit hjerte takker den store kærlighed og støtte i denne utænkelige tid, siger Tanya Callau Thicke i en meddelelse til USA Today tirsdag.

– I går sammen med mine stedsønner og vores familie lagde vi min elskede mand, sjælefrænde og familiens patriark til hvile, fortsætter den 41-årige enke i meddelelsen.

Begravet omgivet af familie og venner

Alan Thicke blev begravet omgivet af familie og venner. Ifølge People Magazine dukkede flere af skuespillerens kendte kolleger op – heriblandt Leonardo DiCaprio, Kirk Cameron og Jeremy Miller – for at sende et sidste farvel til skuespilleren.

Skuespilleren, der er født og opvokset i Canada, er far til den populære popmusiker Robin Thicke, som er kendt for hitsangen “Blurred Lines”.

Sangeren udtalte kort efter dødsfaldet, at tv-stjernen i det mindste ikke var i tvivl om, at han var elsket.

– Det gode er, at han var elsket. Jeg så ham for få dage siden, hvor jeg fortalte ham, hvor højt jeg elskede og respekterede ham, sagde Robin Thicke ifølge Los Angeles Times om sin far.

Alan Thicke var fortsat en aktiv skuespiller i tv- og filmbranchen ved sin død, og han optræder blandt andet på rollelisten til den aktuelle Netflix-serie “Hænderne endnu mere fulde”, der fik premiere i år.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS