Aflyser koncert efter blodprop
Bandet Hugorm aflyser deres koncert på Skive Festival, efter at trommeslageren, Árni Bergmann, har fået en blodprop
Hugorms trommeslager, Árni Bergmann, har fået en blodprop i skulderen. Derfor må bandet aflyse sin koncert på Skive Festival torsdag aften.
Det skriver bandet, der har X Factor-dommer Simon Kvamm som forsanger, i et opslag på Instagram.
Opslaget har et kort klip med Árni Bergmann i hospitalssengen, hvor han siger, at hans arm er "gået i stykker", og at han ikke må bruge den et par dage.
Højre arm hævede
Hans højre arm begyndte at hæve i søndags før bandets koncert i Jelling, står der i opslaget.
- Efterfølgende undersøgelse viste, at han havde en blodprop i den ene skulder. Dette har betydet, at han har været indlagt til undersøgelser og behandling de seneste to dage på Thisted Sygehus, lyder det endvidere.

Vælter ind med beskeder
Árni Bergmann har det godt efter omstændighederne, fremgår det også af opslaget. Og det vælter ind med beskeder, som ønsker ha, god bedring.
- Vi er utrolig kede af at gå glip af mødet med vores fans i Hug Army på dette års Skive Festival, men vi vender både snart og stærkt tilbage, lyder det afslutningsvis.