Aflyste bryllupper: De gik fra hinanden i 2020
Gustav Salinas, Mille Dinesen og Hugo Helmig er blandt de kendisser, som har måttet se kærligheden kuldsejle.
Coronapandemien er ikke det eneste, der har ændret livet hos en lang række danske kendisser det forgangne år.
Det har kuldsejlet kærlighed også.
Artiklen fortsætter under videoen
Bryllupsklokkerne bimlede i det fjerne, men forstummede hurtigt igen for skuespilleren Janus Bakrawi.
I sensommeren kunne den 46-årige skuespiller fortælle, at han havde været på knæ for sin daværende kæreste, Kira Møller. Men efter få måneders forlovelse gik parret fra hinanden i efteråret, mens han medvirkede i 17. sæson af “Vild med dans”.
Efter tre års forhold indså parret, at der skulle indgås for mange kompromisser, hvis de skulle have en fælles fremtid.
– Under omstændighederne er jeg okay. Humøret har svinget lidt den sidste uges tid. Men sådan er livet nogle gange. Tingene kan være uforudsigelige, selv om man havde regnet med noget andet, sagde Janus Bakrawi efterfølgende.
– Det var en fælles beslutning, og der var ikke noget drama eller noget. Men selvfølgelig er det hårdt, lød det fra ham.
Hugo Helmig
Heller ikke Hugo Helmig skal til alters.
Det 22-årige stjerneskud, som er gået i sin far Thomas Helmigs fodspor som sanger, har brudt forlovelsen med sin kæreste, Marie Frølund.
Det bekræftede hitmageren i november over for Se og Hør.
– Mig og min kæreste/ekskæreste Marie er ikke sammen mere. Vi ville forskellige ting og voksede fra hinanden, sagde sangeren til ugebladet.
Mille Dinesen
Også skuespillerinden Mille Dinesen har set kærligheden kuldsejle.
Efter adskillige års parhold og flere brud indimellem fortalte Rita-stjernen Mille Dinesen i et interview med Billed-Bladet i sommer, at hun ikke længere dannede par med Thomas Busch, som hun har sønnen Eddie på to år med.
Iben Hjejle
En anden skuespillerinde har også gået gennem et breakup.
Efter omkring fem år sammen gik skuespillerinden Iben Hjejle og kæresten Ulrik Wivel hver til sit.
Det fortalte den 49-årige skuespillerinde i DR-podcasten “Hjerteflimmer”.
– Jeg vil sige, jeg er solo af nogle forskellige årsager – det har jeg været mange gange før i mit liv. Jeg er måske en seriel monogamist, sagde hun i podcasten ifølge Se og Hør.
– Jeg er ikke opsøgende, jeg er afventende, tilføjede hun ifølge ugebladet.
Wafande
Det er tre år siden, at Wafande blev far for første gang, da datteren Melody kom til verden. Men i begyndelsen af 2020 kunne musikeren fortælle, at han ikke længere dannede par med koreografen Nafi Lisa Gravesen.
– Vi er desværre ikke sammen mere, og vi er ikke længere kærester. Sådan er det. Det fungerer, og vi er rigtig gode venner, sagde Wafande efterfølgende til Ekstra Bladet.
Gustav Salinas
Efter godt et års forhold gik iværksætteren og tv-personligheden Gustav Salinas og kæresten Kenneth Damsgaard fra hinanden i maj måned.
Parret nåede at flytte sammen, men fandt hurtigt ud af, at de ville forskellige ting i livet.
– I kommer ikke til at opleve at se mig trist, deprimeret eller sur, for hvordan skal man dog være det, når man har haft så mange fantastiske måneder sammen med et menneske, man respekterer dybt.
– Jeg er en evig optimist og ved, der venter både mig og Kenneth gode ting i livet, skrev Gustav i et opslag på Instagram.
Adam Price
Efter tre års forhold sluttede forholdet mellem tv-kokken, manuskriptforfatter og skaberen af “Borgen”, Adam Price, og lægen Annesofie Faurschou under coronanedlukningen.
Tiden havde nemlig fået parret til at reflektere over fremtiden, fortalte Annesofie Faurschou til Her og Nu.
– Jeg fandt ud af, at jeg vil nogle andre ting med livet end Adam. Vi deler ikke de samme værdier, sagde hun til ugebladet.
Inez Gavilanes
I maj gik sangerinden Inez Gavilanes, der er kendt fra popgruppen Sukkerchok, og kæresten Nicky fra hinanden efter syv års forhold. Det oplyste den 43-årige sangerinde til Ekstra Bladet.
– Jeg tror, det er det rigtige, men jeg må være ærlig og sige, at det ikke var min beslutning, sagde hun til avisen. Det er ekstra hårdt, når der er børn involveret, sagde hun videre.
– Jeg har gerne villet være en kernefamilie. Men selv om jeg har følt skam og skyld, så vil jeg vende det og gøre det til en styrke og finde stolthed i det, at jeg nu skal gøre det selv, sagde hun til Ekstra Bladet.