Afslører: De skal være med i ny sæson af Borgen
Mikkel Boe Følsgaard og Lucas Lynggaard Tønnesen gør Sidse Babett følgeskab i fjerde sæson af "Borgen".
Godt et årti efter det foreløbigt sidste afsnit løb over skærmen, vender DR’s internationale successerie “Borgen” næste år tilbage med sin fjerde sæson.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Sidse Babett Knudsen gør comeback i rollen som Birgitte Nyborg, og der er også gensyn med journalisten Katrine Fønsmark – i skikkelse af Birgitte Hjort Sørensen – og Bent Sejrø, som spilles af den 79-årige veteran Lars Knutzon.
– Man skal jo passe på med, hvad man siger, men jeg har skyhøje forventninger til projektet. Og allermest glæder jeg mig til at flytte ind i Birgitte Nyborg igen, siger Sidse Babett Knudsen i en pressemeddelelse fra DR.
– Sikke et privilegium at få lov til at tage en tur mere i karrusellen med denne rolle, som jeg elsker så højt, lyder det videre.
Nye navne på plakaten
Der er også helt nye navne på plakaten.
Mikkel Boe Følsgaard får en central rolle som souschefen Asger Holm Kirkegaard, der arbejder tæt sammen med Birgitte Nyborg.
– For fem-seks år siden boede jeg i en periode i England. Når jeg fortalte, at jeg kom fra Danmark, var det hverken Michael Laudrup, dronning Margrethe eller Aqua, folk begyndte at tale om – det var “Borgen”, siger Mikkel Boe Følsgaard i pressemeddelelsen.
– Jeg er utrolig glad for – og stolt af – at få lov at være med til at bære arven videre fra en af de største danske tv-serier – endda en af dem, som har været med til at bane vejen for den store succes, dansk tv nu har haft i mange år, lyder det fra den 36-årige skuespiller.
Birgitte Nyborgs to børn vender også tilbage i fjerde sæson. Datteren Laura spilles atter af Freja Riemann, mens den fremadstormende skuespiller Lucas Lynggaard Tønnesen indtager rollen som Birgitte Nyborgs nu store søn, Magnus.
Mikkel Boe Følsgaard og Lucas Lynggaard Tønnesen kender hinanden særdeles godt efter deres hovedroller i Danmarks første Netflix-serie, “The Rain”.
Blandt de øvrige skuespillere, som får afgørende roller i den fjerde sæson, ses Simon Bennebjerg, Johanne Louise Schmidt, Magnus Millang og Özlem Saglanmak.’
Flere gamle kendinge
Ud over de nytilkommende skuespillere vender en del gamle kendinge tilbage.
Søren Malling gør comeback som Torben Friis, mens Lars Mikkelsen vender tilbage som Søren Ravn, der blev introduceret i tredje sæson.
Der er også gensyn med Signe Egholm Olsen som Anne Sophie Lindenkrone, Peter Mygind som Michael Laugesen, Mikael Birkkjær som Birgitte Nyborgs eksmand, Philip Christensen, foruden en lang række øvrige velkendte karakterer fra “Borgen”.
Fjerde sæson bliver dog uden Pilou Asbæk, som fik sit helt store gennembrud i rollen som spindoktoren Kasper Juul i de første sæsoner.
Nyborg bliver udenrigsminister
Når “Borgen” vender tilbage, møder vi Birgitte Nyborg som nyligt udnævnt udenrigsminister efter en længere periode i opposition.
Her udfordres hun af en række begivenheder, der vokser i betydning, og som ender med at true både hendes position i regeringen, men også Danmarks relation til sine nære allierede.
Sagen viser sig hurtigt også at få alvorlige indenrigspolitiske og ikke mindst klimapolitiske konsekvenser.
Katrine Fønsmark er siden sidst blevet nyhedschef for en landsdækkende tv-station og får testet sin upartiskhed over for Birgitte Nyborg, som hun i sin tid var rådgiver for.
Det er igen Adam Price, der står bag manuskriptet til serien, som får premiere i løbet af 2022 – først på DR og siden på Netflix.